Coronanedlukning giver problemer i samlivet: Flere anmelder husspektakler
Politiet har modtaget flere anmeldelser under coronakrisen end vanligt, skriver Berlingske.
Siden regeringen lukkede landet ned i begyndelsen af marts, er mængden af husspektakler, der inkluderer bl.a. vold og verbale skænderier, steget.
Det fremgår i en aktindsigt, som Berlingske har fået af Rigspolitiet.
Antallet af anmeldelser om husspektakler i marts og april lå på hhv. 822 og 821. Det er en stigning på 27 og 25 pct. i forhold til samme måneder sidste år.
»Kategorien dækker oftest samlivsrelaterede udfordringer. Vi læser tallene som et udtryk for, at da Danmark blev lukket ned, var mennesker tvunget til at være mere sammen inden for hjemmets fire vægge. Det har medført problemer,« siger Søren Enevoldsen, vicepolitiinspektør ved Nationalt Efterforskningscenter, til Berlingske.
Ifølge Interpol, den internationale organisation for kriminalpoliti, har der været stigende tendens til vold i hjemmet siden starten på coronarelaterede karantæner.
Tilbage i marts oprettede social- og indenrigsministeriet 55 midlertidige pladser på landets krisecentre, hvor flere udsatte kvinder har henvendt sig for at få hjælp.
På finansloven for 2020 blev der desuden afsat 55 millioner kroner til flere varige pladser på kvindekrisecentre. Herefter afsættes 75 millioner kroner årligt bl.a. til centrene. 11 millioner kroner er rykket frem for at kunne oprette de midlertidige nødpladser, meldte ministeriet i marts.
»Efter statsministerens pressemøde har vi haft næsten en fordobling i efterspørgslen på ledige krisecenterpladser. Vi ved, at tilspidsede situationer øger konfliktniveauet i hjemmet og kan resultere i vold eller en eskalering af den vold, som er der i forvejen,« sagde sekretariatschef i Lev Uden Vold Sine Gregersen til Jyllands-Posten i marts.
Til gengæld viser tal fra Rigspolitiet ifølge B.T., at politiet modtog 32 pct. færre voldanmeldelser i april 2020 sammenlignet med april 2019. Helt konkret drejer det sig om 607 voldssager i modsætning til 896 i fjor.