Busser brændt ned på Vestegnen
I Glostrup opstod der natten til søndag brand i flere busser. Også i Nordvest-kvarteret rykkede brandvæsenet ud.
Natten til søndag opstod der en kraftig brand på en holdeplads i Glostrup.
Københavns Vestegns Politi oplyser til blandt andet Ekstra Bladet, at branden blev anmeldt klokken 03.13, hvorefter politi og brandvæsen rykkede ud.
Flere busser holdt parkeret på stedet, og tre af disse brændte helt ned, mens to andre busser fik skader.
Politiet kan endnu ikke oplyse årsagen til branden.
»Det har ikke været muligt at undersøge stedet endnu. Det håber vi, vi enten kan i dag eller i morgen,« fortæller vagtchef ved Vestegnens Politi Morten Steen til B.T.
Busbranden i Glostrup var ikke den eneste hændelse af sin slags natten til søndag.
Hovedstadens Beredskab har således oplyst, at det også rykkede ud for at slukke en brand i flere biler på en parkeringsplads i Københavns Nordvest-kvarter.