Fortsæt til indhold
Indland

Dansk festival bliver til "strandlejr" og åbner for 3.000 unge i sommerferien

Politiet vil undersøge, om arrangementet er lovligt, mens arrangørerne hævder, at man holder sig inden for rammen.

Festivalen Skyland Beach Festival, som skulle være afholdt i Øster Hurup i Nordjylland, er på grund af covid-19-situationen blevet aflyst.

Men arrangørerne bag festivalen har i stedet for at aflyse hele arrangementet taget den kreative kasket på og planlægger i stedet at afholde "Skyland Beach Camp" - et lidt alternativt arrangement, som dog stadig lægger op til at have op mod 3.000 unge mennesker samlet på "lejr" i uge 27 og 28.

Arrangørerne af Skyland er søskendeparret Bjørn Pedersen og Josefine Juul, der ifølge TV 2 Nord glæder sig »sindssygt« til at samle de tusindvis af unge.

Søskendeparret meddeler også, at man ikke vil samle alle 3.000 gæster på det samme areal, men vil inddele campingpladsen i »i små enheder af 200 pr. område«.

»Skyland Beach Camp er beliggende på en godkendt femstjernet campingplads på 21 hektar. Campingpladser må nemlig godt holde åbent, hvis alle retningslinjer bliver overholdt.
Campingpladsen er stor; der er plads til mere end 50 fodboldbaner. Det betyder, at når pladsen er fyldt op (3.000 gæster), så har hver gæst cirka 70 m2 at boltre sig på,« lyder det fra arrangørerne på Skylands hjemmeside.

Ifølge Nordjyllands Politi, som TV 2 har talt med, er arrangementet i sin nuværende form formentlig ikke lovligt.

»Vi har dog bedt selskabet om at beskrive deres arrangementsforslag og derpå fremsende det til vurdering hos Nordjyllands Politi,« skriver politiet til TV 2.

Flere virusforskere kalder det også for usmart og risikofyldt at samle tusindvis af unge mennesker på en campingplads med alt hvad der dertil hører af alkohol og fest. Men det skræmmer ikke arrangørerne, der stadig vurderer, at de har et lovligt koncept, fordi der ikke er tale om en festival, men som en »feriedestination« for unge.

»Som det er nu, anbefales det, at man kun bor i telt med de personer man bor med til hverdag, og ikke laver en camp på mere end 10 personer,« meddeler arrangørerne til gæsterne.

Ifølge den planlagte genåbning af Danmark vil det nuværende forsamlingsforbud formentlig blive hævet i juni, så mellem 30 og 50 personer må forsamle sig. Hvorvidt der er tale om en "forsamling" af mennesker, er imidlertid et vurderingsspørgsmål.

Således er det ikke ulovligt at være over 10 samlet i en park, på en uddannelsesinstitution eller arbejdsplads, eller - som i Skylands tilfælde - på en campingplads.

Så længe der ikke er tale om noget, der ifølge Rigspolitiets retningslinjer har »har karakter af et arrangement«, må der således gerne være over 10 personer samlet på et afgrænset areal.