Mand er død efter brand i lejlighed i Randers
Årsag til brand i lejlighed i søndags er endnu ikke fastlagt, oplyser Østjyllands Politi.
En 58-årig mand fra Randers er afgået ved døden efter en brand i en lejlighed i Randers i søndags. Det oplyser Østjyllands Politi torsdag.
Med svære forbrændinger blev manden med helikopter fløjet til behandling på Rigshospitalet, har politiet tidligere oplyst.
Årsagen til branden i lejligheden på tredje sal på Sjællandsgade er endnu ikke fastlagt, skriver politiet på Twitter.
Alarmen lød ved middagstid søndag. Der stod flammer ud af vinduerne. I første omgang frygtede myndighederne, at der var to personer til stede i lejligheden, men det viste sig, at kun den 58-årige var hjemme.