Er du smittet? Så skal du i gang med et detektivarbejde
Personer, der bliver smittet med covid-19, opfordres til at opspore nære kontakter. Men hvem er de? En hotline kan hjælpe dem, der er i tvivl.
Det er dybest set op til den enkelte.
Er man blevet smittet med covid-19, opfordres man til at opspore de personer, som man har været i tæt kontakt med i 48 timer, før symptomerne viste sig, og indtil man gik i selvisolation.
Ved tirsdagens pressemøde sagde statsminister Mette Frederiksen, at »myndighederne allerede fra denne uge vil begynde at opspore, hvem de smittede har været i kontakt med. Så de kan blive isoleret hurtigt, så vi kan bryde smittekæderne«.
Men i netop udsendte retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen lyder det, at man i tvivlsspørgsmål kan henvende sig til corona-hotlinen.
»Nogle patienter kan med den information, de har modtaget, selv foretage kontaktopsporingen. Andre patienter vil have behov for hjælp og støtte til at identificere deres nære kontakter og videregive information til dem, således at der sikres en systematisk opsporing. Denne støtte tilbydes via Den Myndighedsfælles Hotline,« skriver Sundhedsstyrelsen.
Hotlinen kan hjælpe med at afdække den smittedes færden og identificere de nære kontakter. Derudover kan syge få støtte til at kontakte dem, som de har været tæt på.
De nære kontakter
Og hvem er så en nær kontakt? Ifølge Sundhedsstyrelsen gælder det personer i husstanden, personer, som man har haft direkte fysisk kontakt med, personer, som har haft direkte kontakt med »smittefarlige sekreter« fra en smittet.
Det omfatter også personer, der har haft tæt ansigt-til-ansigt-kontakt med en smittet inden for 1 meter i mere end 15 minutter, og endelig dem, som har plejet en covoid-19-patient uden værnemidler.
Med andre ord vil det ofte være partneren, venner eller nære kollegaer og sjældent ukendte personer.
De nære kontakter skal herefter selv tage kontakt til lægen, som vil henvise til test i Testcenter Danmark. Selv om man ikke har nogen symptomer, skal man booke tid til to test. Første test skal så vidt muligt foretages fire dage fra, at man er blevet udsat for mulig smitte, mens næste test skal ske på sjettedagen.
Hvis det først er muligt at foretage første test seks dage efter mulig smitte, behøver man ikke test nummer to. Nære kontakter anbefales at selvisolere sig, indtil der er kommet svar på den første test.
Tidligere lød det fra Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, at asymptomatiske nære kontakter ville blive tilbudt en test på dag fire, seks og otte. Men med de nye retningslinjer er der altså kun tale om to test på dage fire og seks – alternativt dag fem og syv.
Har du fået konstateret covid-19, kan du ringe til Den Myndighedsfælles Hotline på 70 20 02 33. Hotlinen er åben kl. 8-20 på hverdage og 9-17 i weekenden.