Fortsæt til indhold
Indland

Nu må du sove i telt i 77 nye skovområder i Danmark

Under coronakrisen er der registreret markant flere overnatninger i det fri.

De seneste uger har mange danskere måttet sande, at deres planlagte sommerferier til eksotiske destinationer under varmere himmelstrøg formentlig ikke bliver til noget.

Midt i den irritation, som aflysningerne måtte forårsage, kommer miljøminister Lea Wermelin med en udstrakt hånd til danskere med forliste sommerferieplaner.

Naturstyrelsen har således åbnet op for 77 nye skovområder, hvor det nu er tilladt at slå telt op og overnatte.

»Vi bruger naturen rigtig meget i denne særlige tid, hvor der er behov for plads og højt til loftet. Mange vil holde sommerferie herhjemme, og der er plads til alle, hvis vi blot spreder os. Det betyder, at endnu flere danskere kan gå på opdagelse i vores natur,« siger miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse fra Naturstyrelsen.

Blandt de nye skove er Svinkløv Plantage i Thy, Anebjerg Skov ved Skanderborg, Nørreskoven på Als og Ganløse Ore ved Farum.

Ordningen fri teltning giver mulighed for, at man kan slå sit telt op i en række af statens skove uden at spørge om lov eller at skulle booke på forhånd.

For at sikre, at skovene ikke udvikler sig til egentlige campingpladser, findes der dog en række regler. Bl.a. må man højst anvende tremandstelte, slå to telte op samme sted og kun overnatte én nat samme sted.

Ordningen gælder alene i statens skove og ikke på eksempelvis heder, enge, strande og i moser.

»Statens skove tilhører os alle. Derfor er der fri adgang hele døgnet rundt og nu også mulighed for at slå sit eget telt op og rulle liggeunderlaget ud i endnu flere skove. Et tilbud, der er afhængigt af, at vi alle viser ansvar for vores fælles natur og tager hensyn til dyr, planter og de andre gæster i skoven, når vi er derude,« lyder det fra Lea Wermelin.

Ifølge Naturstyrelsen har landets lejrpladser under coronakrisen været godt besøgt. I marts og april var der over 50 pct. flere bookinger af lejrpladser sammenlignet med sidste år.

Generelt er interessen for at overnatte i naturen de seneste år været stigende.

I 2019 bookede over 200.000 danskere en overnatning på en af Naturstyrelsens store lejrpladser. Det er en fordobling siden 2013, hvor man begyndte at registrere tallene.

Her kan du se den fulde liste over de nu i alt 278 skovområder med fri teltning i Danmark.