Fortsæt til indhold
Indland

Fakta: Disse brancher må genåbne i fase 3

Forlystelsesparker og biografer må åbne for gæster fra begyndelsen af juni. Til gengæld må nattelivet vente.

/ritzau/

Efter forhandlinger i løbet af natten er Folketingets partier fredag morgen nået frem til en aftale om genåbningens fase 3.

Fase 3 træder i kraft 8. juni.

Læs her, hvilke brancher og institutioner, der kan få lov at åbne på dette trin efter flere måneders nedlukning under coronaudbruddet:

  • Museer, teatre, kunsthaller, biografer og akvarier.
  • Udendørs forlystelsesparker.
  • Zoologiske haver og botaniske anlæg.
  • Sommeraktiviteter for børn og unge.
  • Højskoler.
  • Indendørs idræts- og foreningsliv (eksempelvis aftenskoler).
  • Dele af den offentlige sektor, der er særligt udsat for sagspukler.
  • Voksenuddannelse målrettet ledige samt sprogcentre.

I fase 3 hæves desuden forbuddet mod forsamlinger til 30-50 - præcist hvor grænsen skal gå, vurderes ud fra udviklingen af smitte i samfundet.

En række brancher indgår ikke i genåbningens fase 3 og skal fortsat holde lukket indtil fase 4, som begynder i starten af august. Det gælder:

  • Alle øvrige uddannelser (gymnasier og videregående uddannelser).
  • Diskoteker, spillesteder og nattelivet i øvrigt.
  • Fitnesscentre, indendørs badelande, svømmehaller og indendørs legelande.
  • Forbuddet mod arrangementer med flere end 500 personer fastholdes som minimum indtil 31. august.

Kilde: Regeringen.