Fortsæt til indhold
Indland

Batteritog kommer ikke på skinner i år som planlagt

Nye batteridrevne eltog skulle have været testet på Lemvigbanen og mellem Hillerød og Helsingør om få måneder. Nu er det udsat til 2022. Transportministeren beklager forsinkelsen.

I slutningen af 2020 eller senest næste forår skulle de første danske batteritog have været sendt ud på skinnerne for at blive testet. Men det er nu udskudt, så batteritogene tidligst kommer til Danmark i 2022, meddeler Transportministeriet.

Formand for Lemvigbanen, Arne Lægaard (V), beklager, at batteritogene ikke kommer på skinner i år, som planlagt.

Det er lang tid at vente til 2022 med at teste togene, så nu vil vi kigge til Tyskland, hvor man allerede har købt batteritog i Slesvig-Holsten.
Arne Lægaard, formand for Lemvigbanen

»Det er lang tid at vente til 2022 med at teste togene, så nu vil vi kigge til Tyskland, hvor man allerede har købt batteritog i Slesvig-Holsten. Vi vil kigge på, hvordan deres test er gået, og så vil vi se på, om vi allerede i år kan lave vores udbud,« fortæller Arne Lægaard.

»Problemet er, at producenterne ikke har nogle tog at sende ud at teste – dem, de har, kører hjemme hos dem selv, eller også har de solgt dem.«

Transportminister Benny Engelbrecht har store planer med eldrevne batteritog flere steder i landet. Han vil derfor have batteritogene testet på Lemvigbanen og på banen mellem Helsingør og Hillerød. På længere sigt forestiller han sig, at der kan sættes batteritog ind på en del af ruten mellem København og Kalundborg samt fra Holbæk til Nykøbing Sjælland.

Idéen er, at man måske kan bruge batteritog på nogle af de strækninger, hvor det er for vanskeligt og for dyrt at gennemføre en egentlig elektrificering.

På baggrund af forsinkelsen, der også hænger sammen med usikkerheden i forbindelse med coronakrisen, er planen nu, at batteritogene kan komme i daglig drift med passagerer i midten af 2020’erne.

Benny Engelbrecht beklager forsinkelsen:

»Det ærgrer mig selvfølgelig, at det praktiske forsøg med batteritog ikke kan sættes i gang, som oprindelig forudsat. Men det ændrer ikke ved, at jeg fortsat ser store perspektiver ved batteritog både for togdriften og for den grønne omstilling af transportsektoren,« lyder det i en pressemeddelelse på Transportministeriets hjemmeside.

Aftalen om at teste batteritog er en aftale mellem ministeren og regionrådsformændende for Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Midtjylland.