Københavns Kommune forlænger tilbud om orlov fra daginstitutioner
I Københavns Kommune har man valgt at forlænge tilbuddet om midlertidig orlov fra daginstitutioner, hvor forældrene kan slippe for at betale, hvis de holder deres børn hjemme.
I forbindelse med coronakrisen har Københavns Kommune, ligesom andre kommuner, gjort det muligt for forældre til børn i daginstitutioner at søge om midlertidig orlov og slippe for betalingen, hvis de holder børnene hjemme.
Oprindeligt gjaldt tilbuddet til og med den 10. maj – hvorefter det forventes, at den næste genåbning vil finde sted – men nu har kommunen valgt at forlænge, og forældrene kan derfor få midlertidig orlov frem til den 31. maj.
»Selv om vi ikke kender næste skridt i genåbningen, så tilbyder vi allerede nu alle forældre at blive fritaget for forældrebetaling, hvis man ønsker at passe børnene derhjemme i hele maj måned. Så er der lidt bedre tid til at overveje, om det er en mulighed, man ønsker at benytte,« skriver Jesper Christensen (S), børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune, i en mail til Jyllands-Posten.
Det er kun rimeligt, at forældre, som har muligheden og vælger at holde børnene hjemme lidt endnu, også bliver fritaget fra betaling.Jesper Christensen (S), børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune
Pladsmangel
Han forklarer desuden, at det kan være medvirkende til, at de, der har behov for pasning, kan få det.
»Det er kun rimeligt, at forældre, som har muligheden og vælger at holde børnene hjemme lidt endnu, også bliver fritaget fra betaling. Samtidig kan det være med til at sikre, at vi kan tilbyde pasning til de forældre, som har behov for det,« skriver han.
Retningslinjerne i forbindelse med genåbningen af landets daginstitutioner har givet kapacitets- og pladsproblemer i bl.a. Københavns Kommune.
Sundhedsmyndighederne stiller krav om, at børnene har dobbelt så meget plads som normalt, nemlig seks kvadratmeter per vuggestuebarn og fire kvadratmeter per børnehavebarn, og at de inddeles i mindre grupper.
»Lige nu kan vi passe cirka 60 pct. af alle børnene. Men som Kommunernes Landsforening flere gange har sagt, så bliver det svært for kommunerne at skaffe både plads og hænder nok til alle børn i landets daginstitutioner, så længe vi er underlagt de nuværende stramme retningslinjer fra sundhedsmyndighederne,« skriver Jesper Christensen.
Kreative løsninger
I København har kommunen bl.a. forsøgt at løse udfordringerne ved at samarbejde med både foreninger, kulturlivet og virksomheder.
»Det strømmer ind med ansøgere til vores medarbejderbank, og vi knokler for at finde nye kvadratmeter i byen. Der er fundet mange gode lokale løsninger med foreninger, kulturinstitutioner og virksomheder, og der kommer nye til dagligt,« skriver Jesper Christensen.
På nuværende tidspunkt har forældre til omkring 11.000 børn valgt at holde orlov i Københavns Kommune. Det svarer til hvert tredje barn i de københavnske daginstitutioner.
Også i Frederiksberg Kommune kan forældre søge om en såkaldt ”midlertidig udmeldelse” i perioden fra den 1. til den 31. maj.
Ifølge Jacob Bundsgaard (S), formand for Kommunernes Landsforening, stiger efterspørgslen på pasning i kommunernes daginstitutioner.
»Flere og flere forældre efterspørger pasning i vores vuggestuer, dagplejer og børnehaver, og det vil formentlig fortsætte med at vokse – også i takt med de næste faser af genåbningen. Med de sundhedsfaglige retningslinjer, vi har nu, er det stadig svært at se, at vi kan få plads til alle børn – også selvom kreativiteten bliver ved med at blomstre,« udtalte han i en pressemeddelelse forrige uge.