Bloddonorer viser flest coronasmittede i Region Hovedstaden
Nye tal fra landets blodbanker afspejler en stabil udvikling i antallet af donorer, der har dannet antistoffer mod coronavirus.
Blodbankerne ser fortsat størst tegn på smitte med coronavirus i Region Hovedstaden.
Det viser nye tal fra blodbankerne, hvor antistoftests afslører, at 3,2 pct. af de testede i regionen har udviklet antistoffer. I Region Sjælland og Region Syddanmark ligger tallet samlet set på 1 pct.
De indsamlede tal stammer fra tests af personer, der har doneret blod fra perioden 20. april til 26. april, og viser en stabil udvikling i antallet af donorer, der er testet positive for antistoffer mod coronavirus.
»Det afspejler, at der lige nu er en meget lav smittespredning i Danmark,« siger overlæge og professor i klinisk immunologi på Rigshospitalet, Henrik Ullum, der er én af initiativtagerne til indsamlingen.
Han påpeger, at tallene i store træk formodentligt er repræsentative for, hvordan epidemien ser ud i landet - bortset fra én vigtig gruppe af danskere.
»Vi kan ikke sige noget om risikogrupper. De gamle og syge, det er i høj grad dem, der bliver indlagt, svært syge og dør. De er ikke i bloddonorpopulationen, og hos dem og hos børn kan tallene være meget anderledes,« siger Henrik Ullum.
Antistoftesten er desuden behæftet med nogen usikkerhed, bl.a. fordi en halv pct. af resultaterne er falsk positive og testen kun fanger 80 pct. af dem, der har været smittet. Blodbankerne har korrigeret for de fejl, de kender til, i den samlede statistik.
Indsamlingen fra blodbankerne giver også overblik over, hvor mange mænd og kvinder, der har dannet antistoffer samt hvor gamle, de er, og forskellene overrasker ikke Henrik Ullum.
»I virkeligheden er det mere overraskende, at der ikke er den helt store forskel. Kigger man bredt på tallene er det jævnt fordelt mellem demografiske grupper,« siger han og tilføjer: »Men jo ikke over landet. Vi ser vedvarende, at der klart er mest smitte i Region Hovedstaden. Det stemmer fint overens med andre tal.«
Antallet af bloddonorer i Danmark udgør omkring fem pct. af den samlede voksne befolkning.