Underretninger om børn er faldet markant under coronakrisen: »En alvorlig situation,« mener en forsker
Ny rundspørge blandt landets kommuner viser, at antallet af underretninger om udsatte børn er faldet i gennemsnit med 42 procent siden midten af marts sammenlignet med samme periode i 2019.
Antallet af underretninger om børn, der er udsat for omsorgssvigt, vold eller misbrug er faldet markant siden statsminister Mette Frederiksen lukkede store dele af landet den 11. marts og til den 14. april sammenlignet med samme periode sidste år. Det skriver DR Nyheder.
En rundspørge foretaget af DR blandt landets kommuner viser, at de 83 kommuner, der har svaret, i gennemsnit har oplevet et fald på 42 procent i antallet af underretninger i perioden. DR har bedt kommunerne oplyse antallet af underretninger i perioden og har dermed udregnet gennemsnittet.
Hellere en underretning for meget end en underretning for lidt. For det er et vigtig redskab for kommunerne til at undersøge, om et barn mistrivesAstrid Krag, social- og indenrigsminister
Ifølge DR modtager kommunerne årligt 130.000 henvendelser om børn fra bl.a. lærere og pædagoger.
Men idet skolerne og daginstitutionerne som konsekvens af coronakrisen i en lang periode har holdt helt lukket, har der ikke været samme opmærksomhed på de udsatte børn. Det ligger flere af kommunerne ifølge mediet til grund for faldet.
Professor i Socialt Arbejde på Aalborg Universitet, Lars Uggerhøj, ser ikke faldet som et udtryk for, at børnene har fået det bedre, mens landet har været lukket ned. Han er bekymret, eftersom man i flere år har set en stigning i antallet af underretninger.
»Hvis det viser sig, at det er et fald på omkring 40 procent, og vi ikke har en forklaring, der siger, at nu er der pludselig sket en gevaldig forbedring af sociale problemer, så er det en alvorlig situation, vi står i,« siger han til DR.
Social- og Indenrigsminister Astrid Krag er ligeledes bekymret over udviklingen.
»Der er nogle børn, som er alvorligt i klemme her. Det her er ikke en tid, hvor man vender ansigtet væk og tænker, at man ikke skal blande sig. Hellere en underretning for meget end en underretning for lidt. For det er et vigtig redskab for kommunerne til at undersøge, om et barn mistrives,« siger hun til DR.
Regeringen offentliggjorde lørdag, at man med opbakning fra samtlige partier i Folketinget har afsat 215 mio. kr. til udsatte børn og voksne. I puljen er der blandt andet sat 131 mio. kr. af til »særlig hjælp til udsatte børn og unge«.
»Den ekstraordinære situation med coronavirus har jo været hård for os allesammen. Men for de mest sårbare har prisen været særligt høj,« udtalte social- og indenrigsministeren i den forbindelse til Ritzau.