Mand fundet død i nordsjællandsk å
Politiet arbejder på at finde ud af, hvem manden er og behandler dødsfaldet som mistænkeligt.
Nordsjællands Politi er onsdag eftermiddag rykket ud til Villingerød ved Græsted, hvor der er fundet en død mand i en å.
Det oplyser politiet på Twitter.
Politiet ved ikke, hvem manden er, eller hvordan han er kommet af dage. Området er blevet afspærret, mens politiets teknikere foretager deres undersøgelser.
Som altid, når folk bliver fundet døde, og dødsårsagen ikke umiddelbart står klart, eller der er andre særlige omstændigheder, behandler politiet dødsfaldet som mistænkeligt.
Det betyder, at man behandler findestedet som et gerningssted, så vigtige spor ikke går tabt eller bliver ødelagt, hvis det skulle vise sig, at den døde er offer for en forbrydelse.