Flixbus afviste passagerer ved døren
Buschaufføren måtte tirsdag morgen agere dørmand ved Flixbus' holdeplads i København. Tirsdag eftermiddag undskyldte busselskabet.
Flixbus havde solgt flere billetter, end der måtte være passagerer i busserne. Tirsdag morgen kom alle passagerer med nr. 39 og opefter derfor ikke med på busturen fra København mod Jylland.
Det skriver DR.
Over for Jyllands-Posten bekræfter Flixbus, at passagerer blev afvist ved døren.
»Vi undskylder dybt til vores passagerer, der ikke var tilladt ombord efter hurtig implementering af de nye regler, der blev offentliggjort i dag,« skrev Flixbus’ nordiske pressemanager, Jelena Jovanovic, i en mail.
Flixbus har i den seneste uge været i modvind, da selskabet på trods af myndighedernes retningslinjer har kørt med fyldte busser, der har gjort det umuligt for passagerer at holde afstand. Transportministeriet har opfordret til, at udbyderne selv begrænser trængsel i de kollektive transportmidler og ikke lader passagerer stå for tæt.
Lørdag holdt transportminister Benny Engelbrecht derfor et virtuelt møde med busselskabets ledelse i et forsøg på at indskærpe retningslinjerne, men heller ikke her var Flixbus indstillet på at rette ind. Efterfølgende så ministeren sig nødsaget til at indføre et forbud mod, at fjernbusser fyldes mere end 50 pct., og bryder et selskab dette, vil tilladelsen til at drive fjernbuskørsel blive inddraget.
Tirsdag eftermiddag undskyldte Flixbus for de overfyldte busser og beklagede over for passagererne. Det skriver Ritzau. Flixbus forklarer, at problemet bl.a. skyldtes en ændret forbrugeradfærd i påskedagene.
»Påskeperioden bød på abrupte forandringer i bestillingsadfærden hos vores passagerer. Desværre lavede mange af dem bestillinger i sidste minut, hvilket resulterede i, at der på nogle ture var flere passagerer end forventet. Vi må indrømme, at det overraskede os, og desværre havde vi ikke tid nok til at tilføje nok ekstra busser. Vi undskylder dybfølt over for de af vores passagerer, der følte sig ukomfortable i disse perioder med spidsbelastning,« skriver Flixbus i en kommentar til Ritzau.
Busselskabet fortæller også, at man har indført tiltag for at undgå lignende situationer i fremtiden.
Jyllands-Posten har tidligere spurgt Flixbus, hvorfor selskabet ikke – på samme vis som bl.a. Kombardo Expressen og DSB – har nøjedes med at sælge billet til 50 pct. af kapaciteten i deres busser.
Hertil svarede Flixbus, at selskabet er »nødt til at overveje den økonomiske levedygtighed for os og vore buspartnere, som er hårdt påvirket af den aktuelle situation. Vi byder derfor tiltag fra regeringen for at støtte økonomien og transportindustrien i denne situation velkommen«.