Kørelærer glæder sig til at komme i gang igen - men han er »bekymret for smitterisikoen, både i forhold til mig selv og eleverne«
Fra på mandag må kørelærerne genoptage arbejdet sammen med andre udvalgte erhverv.
En politisk aftale har pludselig givet Michael Kirkegaard travlt.
I over en måned har kørelæreren og formanden for Kolding Kørelærerforening ellers kedet sig. Han har savnet at arbejde. Nu har indehaveren af ”Michaels køreskole” været i fuld gang siden klokken 4 i morges.
Fra på mandag den 20. april må »liberale erhverv« som frisører, massører, tatovører, fysioterapeuter og kørelærere nemlig genoptage arbejdet. Det er resultatet af den aftale, som regeringen indgik med Folketingets partier natten til fredag.
»Jeg har fået sindssygt travlt, siden aftalen faldt på plads, men jeg er glad for, at vi kan komme i gang igen. Det var en dejlig nyhed at få, for det er aldrig rart at skulle ligge stille med forretningen og ikke kunne lave noget. Men der er jo nogle betingelser, der skal være i orden, før vi kan komme ordentligt i gang. Og lige nu afventer vi stadig retningslinjerne for, hvordan det praktisk skal foregå,« siger han.
Nyheden, om at han igen kan åbne for sine kunder, er kommet »meget hurtigere end forventet«, og selvom han mest af alt er glad lige nu, har han også en række bekymringer.
»Vi kan ikke undgå en vis kontakt ude i bilerne, hvis jeg f.eks. bliver nødt til at tage fat i rattet under undervisningen for at lave en undvigemanøvre. Vi sidder jo også i et lille, aflukket rum. Vi sidder tæt på eleverne, og jeg er bekymret for smitterisikoen, både i forhold til mig selv og eleverne. Og så er der jo alle dem, vi risikerer at smitte efterfølgende,« siger Michael Kirkegaard.
Som formand for Kolding Kørelærerforening skal han holde en række møder med de andre kørelærere i området, der sidder tilbage med flere spørgsmål om genåbningen. Hvor mange elever må møde op til teoriundervisningen, hvordan skal bilen sprittes af, og skal kørelæreren være iført masker eller andre værnemidler?
Samtidig skal han bruge weekenden på at bestille nye teoriprøver, kontakte alle sine kunder for at forklare dem det videre forløb og holde kontakt til politiet for at få klarhed over udsigten til køreprøver.
»Der er en stor glæde lige nu, og så må vi tage problemerne hen ad vejen. Jeg håber også, at sundhedsmyndighederne har en plan med det, når de nu giver os lov til at komme i gang. Men der er mange ting, vi mangler at få overblik over lige nu,« siger han.