Dronningen i fødselsdagstale: »Jeg takker af hele mit hjerte«
Dronning Margrethe talte på sin 80 års fødselsdag til den danske befolkning.
I anledning af Dronning Margrethes 80 års fødselsdag i dag torsdag holdt majestæten torsdag aften en fødselsdagstale til den danske befolkning fra Fredensborg Slot.
Her takkede dronningen for de mange lykønskninger.
»Min fødselsdag blev ikke, som jeg havde forestillet mig, men jeg er taknemmelig for den, som den blev,« sagde hun og fastslog:
»Jeg takker af hele mit hjerte for hilsenerne, for sangene, og for de mange tanker, som i dagens løb er strømmet mig i møde fra alle dele af riget,« sagde dronningen om fødselsdagsfejring.
Oprindeligt skulle dronningen have været fejret af både offentligheden og ved private arrangementer både i København og Aarhus. Men som så mange andre arrangementer måtte også disse aflyses på grund af coronaepidemien i landet.
Dronning Margrethe havde på forhånd opfordret danskerne til at sende buketter til landets ældre, der lige nu i stor grad er isoleret grundet smittefare i stedet for at sende dem til dronningen selv.
Det er anden gang på under en måned, at dronningen taler til nationen.
Senest var den 17. marts, hvor anledningen var langt mere alvorlig. Her fulgte dronningens tale nemlig i halen på et pressemøde afholdt af statsminister Mette Frederiksen, hvor statsministeren fremlagde yderligere nedlukningstiltag i kampen for at forhindre spredning af coronavirus i landet.
Både talen og coronakrisen fyldte i dronningens fødselsdagstale, hvor hun italesatte situationens alvor.
»Vi har fået besøg af en ubuden og farlig gæst,« understregede hun, men fortsatte derefter i en mere håbefuld tone:
»Krisen har lært os noget om os selv, som vi kan være stolte af. Vi kan mere, end vi tror,« sagde hun og forsatte:
»Vi har vist, at vi kærer os om hinanden, og at egoismen har trange kår,« fortalte dronningen og fastslog, at danskerne skal blive ved med at holde fast i en krisetid.
»Meget tyder på, at vi sammen bidrager til at få sygdommen under kontrol. Vi har vist, at vi kan tage os sammen og at det fører i den rigtige retning; men nu gælder det, for vi er ikke igennem endnu,« sagde hun fra bag skrivebordet på Fredensborg Slot på en rund fødselsdag, der var som de færreste.