Fortsæt til indhold
Indland

Firma sender mobiltelefoner i coronakarantæne

En smadret glasskærm bliver først repareret af en landsdækkende kæde, når telefonen har ligget isoleret i et døgn. Det er at gå med livrem og seler, vurderer en ekspert.

Hvis man skal have udskiftet et ødelagt frontglas på sin mobiltelefon, skal man afsætte ekstra tid til reparation, hvis man indleverer den hos en af landets største kæder.

Hos firmaet Care1, der har butikker i København, Glostrup, Odense, Aarhus, Aalborg, Esbjerg og Rødekro, bliver alle mobiltelefoner og tablets placeret i 24 timers karantæne, inden de bliver repareret. Efter et døgn bliver enhederne renset med sprit af medarbejdere iført masker, og først derefter begynder teknikerne at arbejde med dem. Når enheden er færdigbehandlet, skal den igen ligge et døgn og vente, inden den bliver udleveret til kunden.

»Der er lidt usikkerhed om, hvor længe virussen kan overleve på en mobil eller en tablet. Der bliver talt om 12 eller 24 timer. Nu har vi valgt det maksimale. Vi vil hellere bruge en dag for meget, end en dag for lidt. Og vores kunder har stor forståelse for det,« siger Daniel Jensen, der er kundechef ved Care1.

En ekstra sikkerhed

At røre ved en mobiltelefon med virus på overfladen svarer til at røre et dørhåndtag med virus. Og derfor kan virus i princippet overføres fra en mobilskærm til hånden, og virussen kan efterfølgende ende i slimhinderne.

Hvis du spurgte mig, hvad man skulle gøre, ville jeg svare, at en afspritning var nok. Der kan man regne med, at det tager 95 pct. af virussen, hvis man tager højde for, at man ikke kommer grundigt ind i alle hjørner.
Søren Riis Paludan, professor i biomedicin, Aarhus Universitet

Mobilkarantænen er ikke et krav fra myndighedernes side.

»Vi har valgt at tage disse forholdsregler hos os som en ekstra sikkerhed, også for at vise udadtil, at vi tager et ansvar for vores personale og kunder,« siger Daniel Jensen.

Vi nøjes med sprit

Hos kæden Green Mind, der har butikker i København, Aarhus, Odense og Aalborg, ligger telefoner og tablets ikke i et døgn.

»Vi mener, at det er forsvarligt, at vi nøjes med at spritte enhederne af både før og efter, vi laver dem. Det er ikke anderledes, end hvis du er nede og handle, og så spritter du hænderne af bagefter, når du kommer hjem. Vi ved desuden, at det er vigtigt for vores kunder at få deres telefoner tilbage hurtigt, især i denne tid, hvor mange arbejder hjemmefra, og derfor mener vi ikke, at det er hensigtsmæssigt, at vi lader tingene ligge så længe hos os,« siger Brian Funch, der er partner og head of marketing ved Green Mind.

Firmaet iDriveRep, der kører rundt og laver reparationer af mobiler og tablets i hele Danmark, oplyser i en video på deres hjemmeside, at de spritter enhederne af både før og efter reparationen.

Med livrem og seler

Den procedure er nok, vurderer Søren Riis Paludan, der er professor i biomedicin på Aarhus Universitet. Men han oplyser, at en karantæneperiode på 24 timer vil formindske risikoen yderligere.

»Hvis du spurgte mig, hvad man skulle gøre, ville jeg svare, at en afspritning var nok. Der kan man regne med, at det tager 95 pct. af virussen, hvis man tager højde for, at man ikke kommer grundigt ind i alle hjørner. Dermed vil risikoen for at få virus overført til hænderne være minimal. Hvis man lader telefonen ligge 24 timer og derefter spritter dem af, går man både med livrem og seler,« siger Søren Riis Paludan.

Praktisk taget nul

Han fortæller, at de 24 timers karantæne til eksempelvis en mobiltelefon vil nedbringe eventuelle virus på overfladen kraftigt.

»Efter 24 timer vil 95 pct. af virus være forsvundet fra overfladen, og ved en efterfølgende afspritning tager man yderligere 95 pct. af den tilbageværende virus. Det vil sige, man er nede på 0,05 gange 0,05 af den oprindelige virus. Og det er praktisk taget nul. Men der er ikke noget, der er sort og hvidt i det her. Det er et spørgsmål om, hvad man kan tolerere af risiko,« siger Søren Riis Paludan.

Desuden er det vigtigt at understrege, at det ikke i sig selv er risikabelt at røre ved en ”forurenet” overflade.

»Det er vigtig at huske på, at man ikke kan smittes alene ved at røre ved genstande med virus på. Smitte kræver nemlig, at virus kommer i kontakt med slimhinder i mund, næse eller øjne. Du skal derfor ikke være bange for at røre ved ting, hvis du sørger for god håndhygiejne og er opmærksom på dine hænder,« oplyser Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.