Nye portrætter: Her arbejder dronning Margrethe
Dronningen fylder 80 år torsdag.
Dronning Margrethe fylder torsdag 80 år, og i den forbindelse har kongehuset fået taget en række nye portrætter af regenten, som publiceres i dagene op til fødselsdagen.
Tirsdag udgav kongehuset billeder af dronningen sammen med de kommende to i arvefølgen, kronprins Frederik og prins Christian.
Onsdag er der kommet billeder af dronningen i sit arbejdsværelse på Fredensborg Slot.
Arbejdsværelset blev også benyttet af dronning Ingrid, fortæller kongehuset på sin hjemmeside.
Værelset var tidligere lavet i hvidt og guld, men i 1999 fik dronningen malet stuen i sine oprindelige røde farver.
»Hvis man giver et lille rum en kraftig farve, så er det pludselig ikke så lille. Det ophæver begrænsningen i rummet,« har Dronningen fortalt om restaureringen af arbejdsværelset.
Den runde fødselsdag skulle have været fejret landet rundt, men pga. coronakrisen er der skåret meget ned på arrangementerne.
Herunder ses billederne med prinserne. Alle billeder er taget af Per Morten Abrahamsen