Flere børn henvender sig til hotline om vold og misbrug
Børn, der må blive hjemme på grund af nedlukningen, oplever mere vold og misbrug, siger Ungdommens Røde Kors.
Ungdommens Røde Kors har fået 15 procent flere henvendelser fra børn, der oplever vold og misbrug i hjemmet, siden regeringen for en måneds tid siden lukkede store dele af landet ned og bad folk om at holde sig mere hjemme.
Det oplyser Ungdommens Røde Kors i en pressemeddelelse.
- Vi har oplevet en voldsom stigning i antallet af børn og unge, der henvender sig til vores onlinerådgivning, fordi de er udsat for vold og misbrug derhjemme, siger Amalie Georg Smistrup, som er næstforperson i Ungdommens Røde Kors.
Normalt udgør henvendelser om vold og misbrug seks til syv procent af de ting, som børn og unge vil tale med Ungdommens Røde Kors om.
I den tid, hvor danskerne er blevet opfordret til at holde sig mere hjemme, har denne type af henvendelser udgjort cirka 20 procent.
Det er en tendens, som også Marianne Rasmussen, der er chef for Børnetelefonen hos Børns Vilkår, har fået øje på.
- Vi oplever i højere grad, at børn, der er presset af voldelige forældre, nu har fået en mere kompleks situation, fordi der ikke er nogen steder at gå hen, siger hun.
Udsatte børn, der før søgte væk fra hjemmet, har nu sværere ved at slippe væk hjemmefra på samme måde, lyder det.
I kraft af at børnene bruger mere tid i hjemmet, er de nemlig også mere udsatte, hvis de har voldelige forældre, eller forældre, der misbruger dem.
- De fortæller også, at de føler sig mere alene med deres situation. De mangler et sted at gå hen, siger Amalie Georg Smistrup, der opfordrer til en politisk løsning med krisecentre til børn og unge.