Fortsæt til indhold
Indland

Hver femte testet positiv for coronavirus er sundhedspersonale

Antallet af smittede er steget den seneste uge med 2.245 personer. Det er en stigning, der også afspejler at antallet af test også er steget.

En stor andel af de personer, der indtil videre er blevet testet - og testet positive - for coronavirus arbejder som sundhedspersonale.

Det viser den nyeste opgørelse fra Statens Serum Institut.

Indtil videre er 10.000 sundhedsansatte blevet testet for coronavirus. Af dem er 22 pct. blevet testet positive. Samtidigt udgør sundhedspersoner 21 pct. af alle testede.

»Vi kan med opgørelsen ikke afdække smittested for sundhedspersonerne, de kan således både være smittet på og udenfor arbejdet,« skriver Statens Serum Institut.

I opgørelsen skriver Statens Serum Institut, at sundhedspersoner defineres som personer, der er registreret med sundhedsfaglig autorisation hos Styrelsen for Patientsikkerhed. Det er der i Danmark 240.000 på 65 år eller yngre, der er registreret som.

Der er dog en del personer, som arbejder på f.eks. plejehjem, der ikke har en sundhedsfaglig autorisation. Disse udgør samlet ca. 7 pct. af alle personer, der er blevet testet, men hører altså ikke i kategorien "sundhedsperson", men er en del af statistikken for "øvrige personer."

»Det er afgørende, at sundhedspersoner har adgang til testning selv ved milde symptomer både af hensyn til patienterne og personalet selv,« skriver Statens Serum Institut.

Af de testede sundhedspersoner udgør 44 pct. sygeplejesker, 21 pct. læger og 21 pct. social- og sundhedsassistenter. Samlet udgør de sundhedspersoner, der arbejder i sundhedsvæsenet 60 pct., mens sundhedspersoner ansat på plejehjem udgør 17 pct.

Antallet af testede, der ikke er sundhedspersoner er siden uge 10 på ca. 37.000 personer. Statens Serum Institut skriver i opgørelsen, at antallet af testede i perioden siden uge 10 har været stigende, og at antallet af test vil stige yderligere, efter kriterierne for test er blevet ændret, så blandt andet personer med milde symptomer kan blive testet.

Derfor forventer Statens Serum Institut af positivprocenten vil falde.