Sol og tocifrede temperaturer: Påskeugen byder på fint forårsvejr
Påskeugen byder på masser af solskin og temperaturer et godt stykke over 10 grader, viser DMI's seneste prognose.
Hvis det gode søndagsvejr har gjort dig forårskåd, kan du godt glæde dig. Den blå himmel, solens stråler og de lune temperaturer ser nemlig ud til at fortsætte de næste dage.
Det viser DMI’s seneste prognose over påskevejret.
Ifølge prognosen vil mandag blive den bedste dag rent vejrmæssigt. Her vil temperaturen ligge på mellem 16 og 18 grader, mens solen vil stå højt på himlen.
Det betyder også, at du skal finde solcremen frem fra gemmerne. For UV-indekset, der guider os i, hvor meget vi skal beskytte os mod solens stråler, vil havne på et firtal. Og så bør man smøre sig ind i solcreme.
Også tirsdag, onsdag og skærtorsdag ser fine ud, men de bliver ikke helt så gode som mandag.
Natten mellem mandag og tirsdag vil en lille koldfront nemlig bevæge sig gennem Danmark, og det kan betyde, at tirsdagen vil begynde med en lille smule regn østpå. Samtidig vil den lidt køligere vestenvind tage over.
Senere på dagen vil et højtryk over Holland og Tyskland dog sende tørt og solrigt vejr til hele Danmark, og temperaturerne vil komme op omkring de 14 til 15 grader.
Fredag eller lørdag forventer DMI, at nye fronter vil passere landet fra vest, og dermed ser langfredag lidt mere skyet ud, mens lørdag kan blive en anelse våd.
Påskesøndag og 2. påskedag bliver ifølge prognoserne også mere skyede end solrige. DMI understreger dog, at prognosen her er noget usikker.