Fortsæt til indhold
Indland

Kommune indkøbte 2.400 liter håndrens med »udokumenteret effekt« – Nu fastslår styrelse, at etiket er ulovlig

Københavns Kommune købte 2.400 liter af håndrensen til brug på bl.a. bosteder, mens produktet har stået i mange af landets dagligvareforetninger. Miljøstyrelsen fastslår nu, at etiketten er ulovlig.

»Hånddesinfektion fjerner bakterier og vira samt forebygger smittespredning,« står der på firmaet Nowocoats dunke med hvad de selv betegner som hånddesinfektion.

Men det må der ikke stå, for produktets effekt er ikke dokumenteret.

Det fastslår Miljøstyrelsen, skriver TV2 Østjylland. Styrelsen indskærper samtidig overfor Nowocoat, at etiketten skal ændres »så den er lovlig«.

»Firmaet har markedsført produktet for noget, som man ikke har kunnet dokumentere, at det kan. Vi har i hvert fald ikke fået dokumentationen,« siger kontorchef hos Kemikalieinspektionen, som er under Miljøstyrelsen, Kim Holm Boesen til mediet.

På etiketten står desuden, at produktet virker i op til to til fire timer, og det er der ifølge styrelsen altså heller ikke dokumentation for, at håndrensen gør.

Til indskærpelsen medfølger en høringsperiode, hvor firmaet kan erklære sig uenig i styrelsens vurdering. Ifølge TV2 Østjylland har Novocoat gjort det, og firmaet fastholder over for mediet, at man følger lovgivningen.

Miljøstyrelsen skal nu foretage en juridisk og faglig vurdering af produktet.

Nowocoats skal nu ændre deres etikette, efter at Miljøstyrelsen har fastslået, at den ikke er lovlig.
Nowocoat producerer normalvis ikke desinfektionsmidler, men i stedet træbeskyttelse, tag- og metalmaling, imprægnering og rens.

Midlet og firmaet bag har de seneste dage spillet en hovedrolle i sager om falsk hygiejnetryghed.

Mens midlet har stået fremme til brug som desinfektion i en lang række supermarkeder, indkøbte Københavns Kommune i marts 2.400 liter af væsken til brug på en række bosteder og institutioner i kommunen.

Væsken blev indkøbt af to forvaltninger – Socialforvaltningen og Sundheds- og omsorgsforvaltningen. Mens sidstnævnte blev opmærksom på den manglende dokumenterede effekt inden væsken blev sendt ud i systemet, blev i alt 820 af de 2.400 liter sendt ud til fire depoter af Socialforvaltningen.

Først ni dage senere blev væsken trukket tilbage.

Professor i mikrobiologi ved Københavns Universitet Niels Høiby, vurderede i forbindelse med sagen i Københavns kommune, at han ikke vil lade plejepersonale bruge produktet.

»Det kan godt være, at det virker, men dokumentationen er der ikke. Jeg ville forlange, at der bliver lavet almindelig dokumentation. Og det er relativt nemt at lave,« sagde han.

Til Jyllands-Posten oplyste Socialforvaltningen, at man nu har fundet andre produkter, hvor »dokumentationen er helt på plads,« som ansatte og borgere i stedet kan bruge.

»Der er stor efterspørgsel på værnemidler i øjeblikket, ikke mindst på hånddesinfektion, det mærker vi meget tydeligt. Vores normale leverandør meldte alt udsolgt. Vi har trukket produktet tilbage fra de lokale depoter og afventer yderligere dokumentation i form resultater af ekstern test,« skriver forvaltningen i et svar.

Det har endnu ikke været muligt at få svar på, om væsken har været tilgængelig på bosteder og institutioner, hvor der befinder sig risikogrupper – altså ældre over 65 år og kronisk syge.

Nowocoat har afvist at kommentere den konkrete sag i Københavns Kommune. Imens er flere dagligvarekæder nu stoppet med at bruge Nowocoats produkt.