I en helt ny fløj er maskiner og personale klar til at modtage svækkede coronapatienter
Region Hovedstaden er den region, som er hårdest ramt af coronaepidemien.
I et forsøg på at komme coronaepidemien i møde åbner Rigshospitalet onsdag en helt ny afdeling fra coronasmittede patienter. De eksisterende 65 intensivsenge på hospitalet bliver suppleret med 30 pladser i det nye afsnit samt 25 ekstra i de eksisterende intensivafdelinger. Den nye afdeling får navnet Covita, der står for Covid Intensiv Terapi Afsnit. Senere vil der være mulighed for at udvide med yderligere 30 sengepladser.
Afdelingen er klargjort på få dage, og nu står maskiner, senge og testudstyr placeret snorlige som på enhver anden sygehusafdeling. Behandlingen, som skal foregå på Covita-afdelingen, vil være intensiv, og patienten vil være overvåget 24 timer i døgnet. Hvis det skulle blive nødvendigt, er det også muligt at lave dialysebehandling på afdelingen.
Afdelingen kommer til at ligge helt for sig selv, og patienterne vil ligge på flersengsstuer i en såkaldt kohorteisolation. De smitter altså ikke hinanden, da alle patienter har samme sygdom.
Det vil være personale fra hele Rigshospitalet, som skal arbejde på Covita-afdelingen. Eksempelvis vil anæstesi- og intensivsygeplejersker tage sig af den intensive behandling og overvågning, mens andre sygeplejersker vil tage sig af øvrige sygeplejeopgaver som eksempelvis skift af sengetøj.
Covita-afsnittet skal først tages i brug, hvis de øvrige corona-sengepladser i centralkomplekset på Rigshospitalet bliver fyldt. Herefter vil man både modtage patienter direkte med ambulance og patienter fra andre sengeafsnit. Det er Rigshospitalets nybyggede Nordfløj, der er blevet omdannet til coronahospital.
Respiratorer som denne skal trække vejret for de coronaramte patienter.
Den nye afdeling skal ledes af Jan Bonde, der til daglig er ledende overlæge på Intensiv Terapi Klinik.
Hovedstadsregionen er hårdt ramt af coronavirussen med 259 ud af samlet set 533 patienter, der er indlagt på sygehuse landet over. 137 af dem er så syge, at de ligger på intensive afdelinger, heraf 63 i Region Hovedstaden.
»Jeg er dybt bekymret, allermest for uforudsigeligheden. Vi ved ikke, hvilket omfang det vil få,« sagde Jan Bonde ved indvielsen af den nye afdeling mandag.