Fortsæt til indhold
Indland

Wammen åbner kommunekasserne under krisen

For at hjælpe virksomheder ramt af coronakrisen giver regeringen kommunerne lov til at bruge flere penge på bl.a. byggeri.

For at afbøde de økonomiske konsekvenser af coronakrisen får kommuner og regioner nu lov til at bruge flere penge end normalt på blandt andet renovering og byggeri.

En aftale mellem regeringen, kommunerne og regionerne betyder, at det anlægsloft, som normalt sætter grænser for lokale og regionale bygge- og anlægsinvesteringer, droppes i 2020.

»Vi har sat store dele af Danmark på vågeblus for at bekæmpe spredningen af coronasmitte, men selv om store dele af Danmark er lukket ned, er det også vigtigt at sikre, at Danmark ikke går i stå,« sagde finansminister Nicolai Wammen på et pressemøde torsdag.

Kommunerne vurderer, at de kan fremrykke planlagte investeringer for 2,5 mia. i år, mens regionerne grundet pres på bl.a. hospitaler ikke kan fremrykke byggeri i samme omfang.

Der vil også være en pukkel af opgaver, der skal tages højde for. Det vil vi også se på senere på året.
Nicolai Wammen, finansminister

Aftalen betyder også, at kommuner og regioner fremrykker betalinger for i alt 6,5 mia. kr. til private leverandører, ligesom de lover at være »tilbageholdne« med at opkræve bod fra virksomheder, der ikke kan levere varer og service som aftalt.

Initiativerne skal holde hånden under blandt andet bygge- og anlægsbrancen, hvor interesseorganisationen Dansk Byggeri har forudset, at epidemien vil få beskæftigelsen til at falde med 16.400 medarbejdere fra 1. til 2. kvartal.

Staten tager regningen

Regeringen stillede torsdag også flere penge i udsigt til kommuner og regioner, så den offentlige service ikke rammes af coronakrisen.

Dels kan økonomisk trængte kommuner søge en pulje på 500 mio. kr., og dels vil regeringen dække ekstraudgifter, der følger af coronavirus.

»Den del af regningen tager vi på os. Det er ikke noget, kommuner og regioner bagefter skal have hængende over skulderen. Der vil også være en pukkel af opgaver, der skal tages højde for. Det vil vi også se på senere på året,« sagde Wammen.

Formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V) slog fast, at udskudte operationer og behandlinger betyder, at der vil være »rigtig meget, vi skal indhente ude på hospitalerne« efter krisen.

»Det vil kunne mærkes helt ind i 2021,« sagde hun.