Flere søger ind på videregående uddannelser via kvote 2

Fristen for kvote 2-ansøgninger er i år blevet udskudt en uge. For første gang siden 2016 er flere søgt ind.

56.688 har i år søgt ind på en videregående uddannelse via kvote 2. Det står klart, efter at fristen er overskredet søndag klokken 12.00.

Det oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.

Det endelige ansøgertal for kvote 2 kendes i næste uge. Her vil ansøgere, der har søgt ind uden NemID, eksempelvis udlændinge, også være talt med.

Alligevel kan man allerede se, at flere har søgt om optagelse via kvote 2 i år sammenlignet med sidste år. Her ansøgte 53.403 personer.

Faktisk har antallet af ansøgere været faldende siden 2016, hvor 56.794 personer søgte via kvote 2.

Det høje ansøgertal glæder uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

- Det er dejligt, at vi har så mange mennesker, som har lyst til at benytte sig at de muligheder, som vi har i Danmark for uddannelse, siger hun til Ritzau.

Kvote 2 er for personer, der gerne vil vurderes på andet end karaktergennemsnit fra en adgangsgivende uddannelse, når de søger ind på en videregående uddannelse.

Fristen i år skulle oprindeligt have været søndag den 15. marts. Den blev imidlertid udsat en uge på grund af situationen med coronavirusset i Danmark.

Men om det er den længere ansøgningsfrist, eller udsigterne til en usikker tid med coronakrisen, der har fået flere til at søge ind, er svært at gisne om, siger ministeren.

- At tallet stiger lige præcis i år, hvor vi står i en situation med coronavirus, kan jo skyldes mange ting.

- Det kan jo blandt andet bunde i, at nogle er usikre på deres arbejdssituation - og om deres planer for den kommende tid holder stik. Og at de derfor tænker, at uddannelse kan være den sikre vej for dem, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Det har også medført, at flere uddannelsesinstitutioner, som normalt har krav om, at ansøgere skal møde frem som et led i vurderingen, enten må skubbe eller ændre optagelsesvurderingen.

Ifølge Ane Halsboe-Jørgensen bliver der på uddannelsesinstitutionerne arbejdet hårdt på at få løst udfordringerne.

Hun beder om "tålmodighed" og "forståelse" for, at der ikke ligger svar og løsninger klar i denne "usikre situation".

Ministeriet oplyser, at de enkelte uddannelsesinstitutioner løbende vil informere om eventuelle ændringer - både direkte til ansøgerne og på deres hjemmesider.

Coronavirusset har umiddelbart ikke påvirket fristen for at søge om optagelse via kvote 1. Den er indtil videre fortsat den 5. juli klokken 12.00.

Desuden ventes alle ansøgere fortsat at få svar på deres uddannelsesønsker 28. juli.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen