Yngre læger sender bøn til danskerne: Bliv hjemme!
En engelsk ide fik en gruppe yngre læger i København til at lave et fotostunt i morges.
Alvoren er gået op for langt de fleste danskere. Men ikke alle.
Og derfor har interesseorganisationen Yngre Læger taget et lidt utraditionelt middel i brug i den hensigt at få brudt smittekæderne i det danske samfund.
Fredag morgen samlede speciallæge i anæstesi, Jakob Friis Schmidt, en række kolleger fra Bispebjerg Hospital, for at tage ovenstående billede med det klare budskab: »Vi er her for jeres skyld. Vær sød at blive hjemme for vores skyld.«
»Jo flere mennesker, der bliver hjemme i denne tid, jo bedre chancer har vi for at løse opgaverne i hele sundhedssystemet,« forklarer Jakob Friis Schmidt.
Han tilføjer, at foreningen af Yngre Læger ligesom alle andre grupper i det danske sundhedssystem gerne vil signalere, at man er beredt og klar til at tage sit samfundsansvar.
Men da ingen ved, hvor omfattende opgaven kan udvikle sig, så håber Jakob Friis Schmidt og kollegerne, at danskerne også tager deres ansvar alvorligt. Og det gør man bedst ved at blive hjemme i det omfang, det er muligt.
Jakob Friis Schmidt fortæller, at ideen er kommet fra England, hvor britiske læger lavede et tilsvarende "stunt" i går.
»Vi synes bare, at ideen var så god, at det ville vi også gøre. Og når budskabet er skrevet på engelsk, så skyldes det ganske enkelt, at vi står i en international krise, hvor vi på tværs af specialer og nationer står sammen om at få løst opgaven så godt som muligt. Vi skal nok kæmpe for ethvert menneskeliv.«
Opråbet fra Yngre Læger kommer samme dag, som rigspolitichef Thorkild Fogde på et ekstraordinært pressemøde opfordrede danskerne til at tænke sig om, inden de begiver sig ud i den kommende weekend, hvor vejret ser ud til at blive godt.
Siden den 17. marts har det været forbudt med forsamlinger på mere end 10 personer i Danmark.