11-årig interviewede statsministeren: Jeg ved jo godt, at de gør det for at beskytte os
Til pressemøde i Statsministeriet fik 11-årige Emilia Ousmane Ionesco lov at interviewe både Mette Frederiksen og Magnus Heunicke om corona i børnehøjde.
Hvis man kan interviewe dronning Margrethe, så kan man i virkeligheden nok egentlig det meste. Men derfor er 11-årige Emilia Ousmane Ionesco alligevel lidt nervøs, da hun med raske skridt krydser Prins Jørgens Gård for at komme hen til Statsministeriet.
Hun smiler stort og rækker uden at tøve albuen frem til et corona-håndtryk.
»Hej, jeg hedder Emilia.«
Hun er reporter for Børneavisen og skal i dag interviewe statsministeren, Mette Frederiksen, og sundhedsministeren, Magnus Heunicke, om coronasituationen. Og hun har forberedt sig hele morgenen.
»Jeg har glædet mig rigtig meget til i dag. Jeg glæder mig til at stille mine spørgsmål og til at få svar på dem,« fortæller hun.
Hun sørger derfor også for at billeddokumentere alt til veninderne derhjemme - lige fra hovedindgangen til sikkerhedsvagten og elevatorknapperne. Og mens hun sidder og venter, bliver hun kimet ned af klassekammerater, der savner hende.
»Ej, nu har jeg fået endnu en talebesked,« griner hun.
Selvom hun er et barn, bekymrer hun og hendes veninder sig meget om den nuværende situation. De er trætte af den.
»Jeg synes, at det er lidt nederen, at vi ikke går i skole. Det er jo ikke kun et sted, hvor jeg lærer noget, det er også der, hvor jeg har mulighed for at være sammen med mine venner,« siger hun og tilføjer:
»Men jeg ved jo, at de gør det for at beskytte os allesammen.«
Det kan være svært for mange at forstå. Emilia Ousmane Ionescos egen lillebror på tre år forstår ikke, hvorfor han ikke kan få lov at komme i børnehave.
Og det er derfor, hun er her - for at hjælpe andre børn til at forstå, hvad det der coronavirus egentlig er.
Først dronningen og nu statsministeren
Nervøsiteten melder sig igen, kort inden pressemødet går i gang, men hjemmefra har Emilia Ousmane Ionesco allerede øvet sig på at holde den i skak.
»Jeg trækker vejret dybt ned i maven,« griner hun.
Hun sætter sig ned allerforrest blandt voksne journalister og kameramænd, der stående rager mindst en meter over hovedet på Emilia Ousmane Ionesco, men det betyder ikke, at hun ikke bliver set og hørt - tværtimod.
Og da første spørgsmål kommer, er der heller ikke længere et hint af nervøsitet at spore i den lille stol.
»Hvornår åbner skolerne igen?« spørger hun klart og tydeligt.
Men det er heller ikke hendes første rodeo. I efteråret havde hun sin første opgave som børnereporter - hun skulle interviewe dronning Margrethe. Men selvom hun kender rutinen, bruger hun alligevel meget tid på at forberede sig. Det skal være helt rigtigt.
Hun har sammen med sin mor skrevet en masse spørgsmål ned, som hun efterfølgende har gennemgået med Børneavisens redaktør, Tommy Zwicky.
»Jeg nåede lige at stå op, spise morgenmad og gøre mig klar, og så tog vi hjem til Tommy og forberedte spørgsmål,« smiler Emilia Ousmane Ionesco, da hun fortæller om sin dag.
10 spørgsmål til ministeren
Tommy Zwicky er også med hende i Statsministeriet, og lige inden pressemødet går i gang, gennemgår de i fællesskab de 10 spørgsmål, Emilia Ousmane Ionesco gerne vil stille.
Hun har forberedt spørgsmål om skolegang, om sygdommen, om ældre mennesker og om politikernes eget ve og vel. Men ét spørgsmål ligger hende særligt på sinde.
»Jeg vil allerhelst gerne vide, om det bliver anderledes at gå i skole, når de åbner igen,« siger hun resolut.
Og det får hun da også svar på, men desværre ikke det svar, hun havde ønsket.
»Jeg havde håbet på, at de ville sige, at der snart ville komme normale skoledage igen. Men de sagde, at det også ville blive lidt anderledes efter,« refererer hun.
Men svaret til trods synes hun alligevel, at pressemødet med Mette Frederiksen og Magnus Heunicke var en succes.
»Det var rigtig spændende og sjovt. Jeg synes, at jeg fik nogle gode svar, som jeg også selv kunne forstå,« siger hun, mens hun lyner sin lyserøde vinterjakke.
Det matchende tørklæde bliver viklet om halsen, og der bliver sagt pænt farvel til alle, inden hun igen skubber de store døre op til gården og træder ud i et lidt varmere forårsvejr.
Dagens opgave for reporteren Emilia Ousmane Ionesco er overstået, og nu skal hun hjem. Hun skal hjem og have noget mad, og så skal hun se film.