Fortsæt til indhold
Indland

Efterspørgslen efter respiratorer er »voldsom«

Respiratorer er centrale i behandlingen af coronapatienter, og efterspørgslen på dem er så stor på verdensplan, at leveringstiden er fordoblet. private ønsker at bestille respiratorer til eget brug.

Sundhedsminister Magnus Heunicke understregede tirsdag aften en ting flere gange. At sundhedsvæsenet på grund af coronakrisen har oprustet, når det gælder antallet af respiratorer.

»Vi er oppe på at have 954 respiratorer, som kan frigøres til at håndtere coronavirus,« sagde Magnus Heunicke.

Han oplyste også, at Danmark i EU-regi er ved at købe flere.

Coronavirussens hærgen har skabt efterspørgsel efter respiratorer.

Det siger to firmaer, der sælger medicinsk udstyr til hospitaler verden over.

Hos Medidyne, der har hovedkvarter i Nærum, siger produktchef Tina Harboe Otte, at leveringstiderne er blevet væsentligt længere.

Det tager omkring to dage at fremstille en respirator på vores fabrik i Solna i Sverige, men det er selvfølgelig afhængigt af, at vi kan få materialerne leveret.
Anna Appelqvist, vicedirektør, Getinge

»Leveringstiderne er tæt på fordoblede grundet den voldsomt øgede efterspørgsel på verdensplan, men vi kan godt levere, bare ikke så hurtigt som inden der var noget, der hed coronavirus,« siger Tina Harboe Otte, der ikke kan oplyse om, hvor lang tid det i den aktuelle situation tager at levere en respirator.

Medidyne forhandler schweiziske respiratorer til Danmark, Norge, Sverige og Finland. Ifølge Tina Harboe Otte produceres de avancerede respiratorer til sygehusbrug ikke til lager – de fremstilles, efterhånden som ordrerne kommer ind.

Produktion tager to dage

Efterspørgslen har også ramt en af verdens førende producenter af avancerede respiratorer, sygehusudstyrsfirmaet Getinge, der opererer i Danmark, men har hovedkvarter i Sverige.

Her oplyser vicedirektør i virksomhedens kommunikationsafdeling Anna Appelqvist, at leveringstiden er blevet længere. Det handler bl.a. om materialer.

»Det tager omkring to dage at fremstille en respirator på vores fabrik i Solna i Sverige, men det er selvfølgelig afhængigt af, at vi kan få materialerne leveret, så leveringstiden kan variere afhængigt af materialer og logistik,« siger Anna Appelqvist.

Plasticrør ned i lungerne

Ifølge Rikke Krogh-Madsen, der er formand for Dansk Selskab for Infektionsmedicin, er respiratorerne centrale i behandlingen af patienter, der er smittet med coronavirus. Sygdommen sætter sig bl.a. på lungerne. Derfor vil nogle patienter få brug for iltbehandling, og de patienter, der er sværest ramt, skal have mekanisk hjælp til trække vejret.

»Når man trækker vejret, ryger der ilt fra lungerne ud i blodbanen, sådan at alle vores organer bliver holdt i live. Og hvis lungerne er meget infektionssyge af covid-19, kan man trække vejret 50 gange i minuttet, men stadig ikke få nok luft ned i lungerne til, at der når ilt ud i blodbanen,« siger Rikke Krogh-Madsen.

Respiratoren fungerer således, at man får et plasticrør ned i sit eget luftrør. Det blæser luft ned i lungerne, hvorved blodet bliver iltet.

Det er erfaringerne fra bl.a. Kina og Italien, der har fået sundhedsvæsnet til at fokusere på respiratorer.

»Fra de lande har vi set, at der er en vis procentdel af dem, der bliver smittet, der får svære lungeproblemer, og derfor gør vi alt i sundhedsvæsnet for at gøre så meget kapacitet klar som overhovedet muligt for også at kunne håndtere disse patienter,« siger Rikke Krogh-Madsen.

Private ønsker egen respirator

Selv om det kræves, at man er specialuddannet sygeplejerske eller læge for at betjene respiratorerne, ringer private personer for at købe én.

»Der er mange, der ringer, fordi de er utrygge. De ved ikke, hvad en respirator er, og tror, at det er lige så let som at bruge som et blodtryksapparat« siger produktchef Tina Harboe Otte, Medidyne.

Firmaet sælger dog ikke til private.

»Selv om en respirator er dyr, er de stadig interesserede, når jeg oplyser priserne. Det er ikke et problem, de skal bare have den. De er bange for, at de ikke kan blive behandlet på sygehus på grund af manglende respiratorkapacitet. Jeg oplyser alle om, at vi sælger til professionelle frem for private, der vil have en hjemme i deres stue,« siger Tina Harboe Otte.

Ud over de 954 respiratorer til brug for coronapatienter har sundhedsvæsnet også respiratorer til de normale opgaver.