Fortsæt til indhold
Indland

DBA stopper for al salg af håndsprit

Grundet overpriser og mulig forbindelse til hamstring har DBA stoppet for salg af blandt andet håndsprit og gær.

Siden coronavirussens tag i Danmark er blevet strammet, er en række normalt ordinære produkter blevet voldsomt efterspurgte.

Flere steder online har man efterfølgende kunnet se eksempler på folk, der tilsyneladende har forsøgt at udnytte krisen til at tjene penge ved eksempelvis at forsøge at sælge håndsprit til overpris.

Blandt andre online-handelsplatformen DBA er blevet brugt til salget, men det vil virksomheden ikke finde sig i, skriver DR.

Søndag lukkede man således ned for salg af håndsprit og mundbind på DBA.

»Vi så en ret voldsom stigning i indrykning af de varer. Til nogle ret høje priser. Vi kan ikke afvise, at der er tale om hamstring, og derfor har vi valgt at stoppe salget af blandt andet håndsprit,« siger kundeservicechef Lene Kristensen til DR.

Et eksempel på overprisen var en flaske håndsprit på 250 ml., der blev udbydt til 900 kr.

Allerede torsdag lukkede DBA i første omgang ned for salg af gær og toiletpapir, har Ekstra Bladet skrevet.

Det skete i kølvandet på, at danskere sent onsdag aften begyndte at hamstre i stor stil i de fysiske supermarkeder.

Her var der mange steder tomme hylder, hvor toiletpapiret normalt står.

Efterfølgende kunne man så finde annoncer med enkeltruller til salg for over 100 kr.

Foruden ågerpriser ved online-salg har der weekenden over været rapporteret om, at flere hospitaler har oplevet, at både håndsprit og masker er blevet stjålet.

Det er blandt andet sket på infektionsmedicinsk afdeling på Rigshospitalet, hvor der ifølge professor Jens Lundgren er blevet stjålet flere kasser med beskyttelsesmasker og en række dispensere med håndsprit.

»Vi er virkelig chokerede over, at folk også hugger de her beskyttelsesmasker, som vi bruger, når vi skal behandle patienterne,« har han udtalt til TV 2 Lorry.