Fortsæt til indhold
Indland

Dronningen aflyser stor fødselsdagsfejring

Kongehuset meddeler, at dronning Margrethe grundet situationen med coronavirus aflyser alle aktiviteter i forbindelse med sin 80 års fødselsdag i april.

I lyset af udbredelsen af covid-19 og følgerne heraf har dronning Margrethe besluttet, at alle kongehusets planlagte aktiviteter og begivenheder i forbindelse med den kommende 80-års fødselsdag i april aflyses.

Den kongelige families deltagelse i øvrige officielle programpunkter i de kommende uger aflyses ligeledes.

Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

»Danmark og verdenssamfundet står netop nu i en meget vanskelig situation. Vi har alle et særligt ansvar for at tage hensyn til hinanden og sammen bidrage til, at Danmark kommer godt igennem de meget store udfordringer, som landet står overfor. Jeg appellerer derfor til, at vi alle følger regeringens og myndighedernes anvisninger og passer på hinanden,« udtaler dronningen, der fylder 80 år den 16. april.

»Jeg vil gerne rette en dybtfølt tak til det danske sundhedspersonale og de myndigheder, institutioner, virksomheder og enkeltpersoner, som udviser stor handlekraft og omsorg for den danske befolkning, så vi sammen kan komme igennem denne vanskelige tid,« siger hun.

Dronning Margrethe er netop kommet hjem fra vinterferie i Norge og har som planlagt taget residens på Fredensborg Slot, hvor hun vil opholde sig indtil videre.

Den 14. april skulle dronningen have kørt i karet fra Amalienborg til Det Kongelige Teaters Gamle Scene, hvor hun sammen med den kongelige familie og inviterede gæster skulle have overværet en gallaforestilling.

Dagen efter skulle børn fra landets kommuner have fejret dronningen på Christiansborg om formiddagen. Samme dag skulle hun have været vært ved en gallamiddag for det officielle Danmark med gæster fra ind- og udland på Christiansborg.

Selve fødselsdagen, den 16. april, skulle have været indledt med morgenvækning på Fredensborg Slot. Klokken 12 skulle danskerne have haft mulighed for at sige tillykke, når dronningen og den kongelige familie trådte ud på balkonen på Christian IX’s Palæ, Amalienborg.

Efterfølgende skulle hun have kørt i karet gennem Københavns gader til Københavns Rådhus, hvor hun skulle have været hyldet på rådhusets balkon, inden der om aftenen skulle have været festmiddag på Fredensborg Slot.

Alt dette er nu aflyst.

Tidligere torsdag meldte kongehuset ud, at kronprinsparret og deres fire børn vender hjem fra skoleophold i Schweiz tidligere end planlagt på grund af coronavirusset.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Marys fire børn startede den 6. januar på et 12 uger langt skoleophold på skolen Lemania-Verbier International School, men det bliver afbrudt nogle uger før tid.