Nervøse børn: Kan min mor eller farmor dø af corona?
Snak med børnene, og lær dem, at ikke alle gule breakingbjælker taler sandt, lyder rådet fra Børns Vilkår.
Kan du dø af corona, mor? Kan min farmor? Kan jeg selv?
Spørgsmålene fra børn om den omsiggribende coronavirus er mange – både over de hjemlige spiseborde og på Børnetelefonen, som i de seneste uger gennem røret har mærket en stigende nervøsitet i form af flere daglige henvendelser fra de yngste borgere.
For børnefaglig konsulent Chalotte Smerup fra Børns Vilkår, som driver Børnetelefonen, er der ingen tvivl om, at man skal lytte til børnenes bekymring.
»Mange forældre og voksne vil måske – i den allerbedste mening, naturligvis – forsøge at tale problemerne med corona ned ved at sige: ”Det skal du ikke bekymre dig om.” For når børn bekymrer sig, er det vigtigt, at de får talt om det,« siger hun, der ikke er i tvivl om, at påvirkningen af de små vil stige i den kommende tid efter regeringens udmelding fredag.
Her kom statsminister Mette Frederiksen med en indtrængende opfordring til, at alle store forsamlinger med over 1.000 deltagere bliver aflyst – foreløbig marts måned ud. Samtidig understregede Sundhedsstyrelsen, at folk skal holde mere afstand end normalt og undgå håndtryk, kram og kys.
Meget af den viden, børn henter rundtomkring, er faktisk ret tabloid.Charlotte Smerup, børnefaglig konsulent i Børns Vilkår
Som regel går børnenes bekymring ikke på deres eget helbred, men mere på, om de nære omgivelser kan blive ramt. Kan min mor, far eller bedsteforældre dø af det her, lyder spørgsmålet ofte på Børnetelefonen.
»Fordi bekymringen kommer fra hjertet, skal man ikke bare komme med den generelle smøre om, at det ikke rammer ”nogen af hos herhjemme”,« siger Charlotte Smerup og foreslår, at de voksne i stedet bruger helt konkrete fakta som f.eks., at der ikke er så mange smittede i Danmark, og at vi har gode læger og sygehuse.
Balancen mellem på den ene side at oplyse og samtidig på den anden at skræmme børnene med informationer om sygdommen kan være svær, men ifølge den børnefaglige konsulent er det en god idé at samle op på snakken med et barn med et sidste afrundende spørgsmål:
»Fik du svar på noget af det, som trykker dig? Det er ikke sikkert, at barnet lige i situationen kan mærke, om det er tilfældet, men så har man lagt op til, at snakken kan fortsætte,« siger Charlotte Smerup.
Hun peger samtidig på, at coronasmitten kan være en god anledning til at give ens børn en indføring i, hvordan medierne fungerer. Mange børn støder på deres rundture på nettet på gule breakingbjælker med høje dødstal og mennesker, som er tvunget til at blive indenfor. Det kan let gøre dem ekstra urolige.
»Meget af den viden, børn henter rundtomkring, er faktisk ret tabloid. Det er ret dramatiske overskrifter, og det er vigtigt for børnene at lære lidt om, hvordan medierne fungerer. At de måske netop laver en lidt voldsom overskrift for at få folk til at klikke på historien – og at alt, hvad de læser på nettet, ikke behøver at være sandhed,« siger Charlotte Smerup.