Antallet af smittede med coronavirus har rundet 100.000
Langt de fleste smittede er i Kina.
Antallet af smittede med coronavirus er på verdensplan rundet 100.000.
Det viser tal fra Johns Hopkins University, som følger antal smittede og døde på verdensplan.
Over 80.000 af de smittede er i Kina, mens der er omkring 6.500 bekræftede tilfælde i Sydkorea og knap 5.000 i Iran, oplyser universitetet på sin hjemmeside.
Antallet af døde er fredag eftermiddag på 3.400 mennesker - heraf er langt størstedelen registreret i provinsen Hubei i Kina, hvor coronavirussen udspringer.
Tallet er det kumulerede antal smittede - altså det antal, der er bekræftet smittede fra virussen blev opdaget og til nu.
Den gode nyhed er, at antallet af raskmeldte på verdensplan også stiger. Over 55.000 mennesker, som har haft virussen, er nu meldt sygdomsfri, oplyser Johns Hopkins. Knap 42.000 af de raskmeldte er i Hubei.
Opgørelsen kommer, efter at FN's fødevareagentur har advaret om virussens konsekvenser med »ødelæggende følger« for især verdens fattigste, der bliver hårdt ramt af faldet i væksten, som virussen medfølger.
Antallet af bekræftede smittede med coronavirus i Danmark er nået op på 21. Sundhedsstyrelsen forventer, at der over de kommende uger vil komme flere tilfælde.
286 personer er sat i karantæne, fordi de er i risiko for at være blevet smittet, og en enkelt - den første, der fik konstateret smitten - er erklæret rask. Ingen er døde af coronavirus i Danmark.
De danske myndigheders strategi handler grundlæggende om at forsinke spredningen af smitten mest muligt. I sidste ende handler indsatsen ifølge fagfolkene om at undgå, at særligt ældre og svækkede borgere bliver smittet, da sygdommen potentielt kan være dødelig for dem.
Torsdag opdaterede Udenrigsministeriet desuden rejsevejledningerne for en række europæiske lande, hvor danskere bør udvise »ekstra forsigtighed« på grund af spredning af smitte i landene. Det drejer sig blandt andet om Tyskland, Frankrig og Spanien (se alle anbefalingerne i faktaboksen nederst).
Listen over risikoområder bliver opdateret dagligt af Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen, og kan ses på Sundhedsstyrelsens særlige infomationsside om COVID-19.