Fakta: Antallet af coronasmittede i Danmark stiger fortsat
21 er nu registreret smittede med coronavirus i Danmark. Desuden er to registreret smittet på Færøerne.
Antallet af personer, der er bekræftet smittet med coronavirus, stiger i disse dage. De fleste af dem er kommet hjem fra rejser til Norditalien.
Fredag kom det i forbindelse med et pressemøde med statsminister Mette Frederiksen frem, at yderligere tre personer er blevet bekræftet smittet med coronavirus.
Det samlede antal, der er bekræftet smittet, er nu oppe på 23, når man tæller to tilfælde på Færøerne med.
Sundhedsstyrelsen forventer, at der over de kommende uger vil komme flere smittede i Danmark. Det gælder også folk, der smitter hinanden i Danmark.
Her kan du læse mere om coronavirus per fredag 6. marts i Danmark:
- Det første tilfælde af coronavirus i Danmark blev konstateret torsdag den 27. februar. Vedkommende, der havde været på skiferie i Norditalien, er efterfølgende som den foreløbig eneste i Danmark erklæret rask efter virusset.
- I alt 23 personer er indtil videre testet positive for coronavirus i Danmark, heriblandt to på Færøerne.
- 425 personer er fredag meldt i karantæne. Det er de, fordi de har været i kontakt med en person, der har vist sig at være coronasmittet.
- Ingen er døde af virusset herhjemme.
Kilder: Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut.