Fortsæt til indhold
Indland

Dansk forsikringsselskab åbner for corona-afbestilling til Italien

På baggrund af corona-udbruddet i Italien har Gouda Rejseforsikring opdateret deres afbestillingsforsikring, så man nu kan få pengene tilbage for sin rejse til den nordlige del af landet.

Et dansk forsikringsselskab åbner mandag op for muligheden for at få refunderet sin rejse til det nordlige Italien.

Coronavirus har i løbet af weekenden spredt sig i Lombardiet, og har man planlagt en tur til den italienske region, kan man hos Gouda Rejseforsikring få den fuldt refunderet, hvis man skal til en karantæneramt by.

»Vi har åbnet en lille smule op for afbestilling på vores afbestillingsforsikring, så hvis man skulle have rejst til ét af de steder, hvor de lokale myndigheder simpelthen har lukket byen ned i Lombardiet, så dækker vi under afbestilling,« siger skadechef hos Gouda Rejseforsikring, Henrik Iding.

Det er på nuværende tidspunkt kun muligt at få refunderet sin rejse, hvis man skal til én af de ni byer i Lombardiet, der er under karantæne. Henrik Iding oplyser, at man har mulighed for at afbestille sin planlagte rejse så længe, byerne i området er spærret af.

»Vi følger de lokale myndigheder og hvordan, de håndterer det.«

Over 150 mennesker i Italien er konstateret smittet med coronavirus, heraf er fem af dem afgået ved døden.

I regionen Veneto er en enkelt by under karantæne, og regionen er sammen med Lombardiet hårdest ramt af tilfælde af coronavirus. Som følge af udbruddet er undervisningsinstitutioner, museer, teatre og kirker lukkede, og cirka 50.000 italienere 11 kommuner holdes i karantæne.