Fortsæt til indhold
Indland

Fakta: Det lagde retten vægt på i dommen mod Britta Nielsen

I dommen mod Britta Nielsen er der blandt andet lagt vægt på, at hun har svindlet for 117 millioner kroner.

/ritzau/

Britta Nielsen er tirsdag blevet idømt seks et halvt års fængsel for svindel i Socialstyrelsen.

65-årige Britta Nielsen har valgt at modtage dommen, men anklagemyndigheden har stadig mulighed for at anke den.

I forbindelse med fastsættelsen af straffen har retten lagt vægt på:

  • Beløbets størrelse - 117 millioner kroner.
  • Den lange gerningsperiode - fra 1993 til 2018.
  • At penge blev taget fra satspuljerne, der var tiltænkt projekter for udsatte og svage borgere.
  • At Britta Nielsen i den forbindelse misbrugte sin stilling.
  • At forbrydelsen skete på Britta Nielsens eget initiativ.
  • At Britta Nielsen løbende udviklede sin gerningsmåde, i takt med at systemerne ændrede sig.
  • At Britta Nielsen overførte 400.000 kroner til en konto i Sydafrika den 27. september 2018 og overførte i alt 700.000 kroner til sin søns konto i Sydafrika den 29. september og 8. oktober 2018.

Det gjorde hun, selv om hun i en mail fra en kollega den 24. september var blevet bekendt med, at hendes sager i Socialstyrelsen blev undersøgt, og at hun den 26. september 2018 var blevet bortvist fra Socialstyrelsen.

Kilde: Københavns Byret.