Fortsæt til indhold
Indland

20-årig fængslet for vanvidskørsel: Kørte 180 km/t og ramte politibil

En narkopåvirket bilist forsøgte at stikke af fra en politipatrulje.

En 20-årig mand er blevet fængslet i fire uger på grund af det, som Nordjyllands Politi betegner som vanvidskørsel.

Nordjyske skriver, at en biljagt blev indledt omkring klokken 01.00 natten til onsdag på motorvej E45, da den 20-årige nægtede at standse sin bil og istedet forsøgte at stikke af fra en politipatrulje.

Ifølge politiet foregik jagten med hastigheder helt op til 180 km/t, og undervejs kørte den unge mand over for rødt lys, kørte mod færdselsretningen, kørte venstre om et helleanlæg og havde nær ramt en anden bil.

Biljagten sluttede efter 10 kilometer, da den 20-åriges bil stødte sammen med en politibil i Aalborg.

Nordjyske skriver, at den 20-årige mand har forklaret, at han var påvirket af hash under kørslen, men han nægter at have forvoldt fare for andres liv og helbred.