Fortsæt til indhold
Indland

Lokale kan hente gratis sandsække - opdateret varsel fra DMI

Mandag er vinden svagere end søndag, men den giver endnu lidt problemer. På Fyn er beredskabet ved at forberede sig.

Mandag formiddag er vinden foreløbigt løjet af, efter der var kraftige stormstød og middelvind sent søndag og i løbet af natten.

Morgenen startede dog alligevel med trafikale udfordringer, da trafikanter i flere timer blev frarådet at passere Øresundsbroen med vindfølsomme køretøjer.

I løbet af natten var broen helt spærret for trafik, men blev genåbnet efter nogle få timer.

Konsekvensen ved at trodse en advarsel om passage med et vindfølsomt køretøj blev tydeliggjort søndag. Her måtte myndighederne to gange rykke ud til Ny Lillebæltsbro, hvor først en campingvogn og siden en trailer var blevet væltet omkuld af vinden og spærrede for trafikken.

Omend vinden er løjet af mandag, i forhold til da det var værst søndag, gælder der fortsat varsel om forhøjet vandstand.

DMI skriver følgende:

»I dag ved højvandet klokken 15 i Vadehavet ventes mellem 3,0 og 3,5 m over normal vandstand. Ved højvandet klokken 16 over den centrale Vestkyst ventes mellem 2,1 og 2,5 m over normal vandstand, og ved Skagerrakkysten ventes mellem 1,3 og 1,5 m over normal vandstand.

»For Limfjorden forventes en længere periode med forhøjet vandstand fra natten til tirsdag, der ventes mellem 1,3 og 1,5 m over normal vandstand. Den ventes først at aftage sent onsdag eller natten til torsdag.«

På Fyn er man også varslet om en forhøjet vandstand på op mod 1,4 meter i Odense Fjord.

Det har fået Fyns Beredskab til at tilbyde de berørte borgere at afhente gratis sandsække på Skibhusvej ved fjorden. Tilbuddet gælder dog kun for området ved Odense Fjord.

»Vi udleverer ikke sandsække på andre dele af Fyn, da vi vurderer, at vandstigningerne på det forelæggende grundlag ikke udgør et problem for borgerne,« skriver Beredskab Fyn i en pressemeddelelse.

Artiklens emner
Vejret
Trafik