Fiskere sejler til ministeren i protest mod overvågning
Udsigten til overvågningskameraer på fiskefartøjer i Kattegat har fået en gruppe utilfredse fiskere til at protestere. Derfor sejler de fredag til møde med fiskeriminister Mogens Jensen.
For en måned siden meddelte regeringen, at den er klar til at lancere en helt ny kamerateknologi, som elektronisk kan overvåge fiskekuttere og både i Kattegat og derved sikre, at fiskerne holder sig inden for de fiskekvoter, de har.
En beslutning, der har fået en gruppe fiskere op i det røde felt. Derfor vil de i en flotille af 40 fiskekuttere fredag morgen sejle fra Hals i Nordjylland til Aalborg, hvor de skal mødes med fiskeriminister Mogens Jensen.
»Vi vil simpelthen ikke være med længere. Ingen af os føler os taget med på råd. Meldingen om kameraovervågning på vores både fik bægeret til at flyde over. Det er uværdigt. Vi er på bådene døgnet rundt over 200 dage om året. Det kan simpelthen ikke passe, at vi skal filmes imens,« siger Læsø-fisker Thomas Christiansen, der er talsmand for de fiskere, som fredag deltager i sejladsen.
For nylig har han selv sat sin fiskerkutter til salg, fordi han mener, at bl.a. dårlige torskekvoter, brexit og udsigten til kameraer på bådene gør det umuligt for ham at få fiskeriet at hænge sammen.
Mogens Jensen understregede i forbindelse med forhandlingerne om fiskekvoter i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat i 2020, at det er vigtigt, at de danske fiskere fortsat kan fiske efter jomfruhummer, mens der samtidig bliver arbejdet på at genoprette torskebestanden.
»Vi introducerer et stort projekt om kameraovervågning på bådene i Kattegat for at sikre bæredygtig fangst. Det er et helt nyt middel, som vi introducerer, og som også, tror jeg, vil få effekt i resten af Europa,« sagde han før forhandlingerne i Bruxelles.
Selv om Thomas Christiansen ikke har store forventninger til mødet med ministeren, mener han, at fiskernes sejltur kan have en positiv effekt.
»Vi får taletid og mulighed for at sætte fokus på det, vi synes er problematisk ved overvågningen og de øvrige regler, som politikerne hele tiden strammer om os. Jeg tror næppe, at ministeren vil ændre sin beslutning, men jeg håber, at han vil genoverveje den og afsætte tid til dialog,« siger Thomas Christiansen.
Fiskerne sejler fra Hals fredag morgen klokken fire og forventer at ankomme i Aalborg klokken syv.