Tyv fanget på kamera, men sagen er endnu uopklaret: »De har billeder af manden, bilen og nummerpladen. Det er lige til højrebenet«
Overvågningsvideoer af manden, der bryder ind i biler på en parkeringsplads i Vejle, har endnu ikke ført til en opklaring af tyverisagen, der har stået på den seneste måned. Nu sætter byrådsmedlem spørgsmålstegn ved politiets prioriteringer.
En tyv volder for tiden problemer i Vejle.
Tyven er to gange den seneste måned brudt ind i biler, der har holdt parkeret foran Apollo Fitness i byen, og ruder på i alt fire biler er blevet smadret.
Begge gange er han blevet fanget på centrets videoovervågning og med hjælp fra naboernes kameraer er registreringsnummeret på mandens bil også fanget på video.
Det skriver Tv Syd.
Selvom alle oplysninger er afleveret til Sydøstjyllands Politi, har de endnu ikke pågrebet gerningsmanden, og det undrer byrådspolitiker i Vejle Kommune og medlem af Økonomiudvalget, Per Olesen (V). Derfor vil han tage sagen op på et udvalgsmøde mandag, hvor man vil drøfte, hvorvidt borgmesteren kan diskutere politiets prioriteringer med politiinspektøren.
»Jeg er fuldstændig bevidst om, at det ikke er os, der bestemmer over politiet. Men vi har et godt og tæt samarbejde med politiet, og derfor synes jeg også, at det er relevant, at vi kan drøfte, om nogle prioriteringer er værd at lave om,« siger han.
Politiinspektør ved Sydøstjyllands Politi har tidligere udtalt til Tv Syd, at man i politiet forstår frustrationen over behandlingsstiden, men at man prioriterer personfarlig kriminalitet som f.eks. voldssager over tyveri.
»Jeg forestiller mig, at man hos politiet har to stakke. Den ene stak er personfarlig kriminalitet, den anden er tyveri. Jeg kan godt forstå, at man prioriterer personfarlig kriminalitet, men jeg kan ikke forstå, at der ikke er en stak midt i, der hedder tyveri med meget høj mulighed for opklaring,« siger Per Olesen.
»De har billeder af manden, bilen og nummerpladen. Det er lige til højrebenet.«
Borgmester i Vejle Kommune, Jens Ejner Christensen (V), er ikke afvisende overfor Per Olesens ønske, men han pointerer, at det ikke er kommunens opgave at bestemme, hvordan politiet gør deres arbejde.
»Jeg kan sagtens nævne det, men at ringe til politiet og sige, at de skal fremme nogle sager frem for andre, det kan vi ikke gøre rent politisk,« siger han til Tv Syd.