Grøn superekvilibrist stikker ud fra feltet
30 år søndag: Peter Sagan er både det farverige og det perfektionistiske indslag i cykelfeltet. Søndag fylder den slovakiske cykelrytter 30 år.
Med sine evner, sit væsen, sin kørestil, sine sejre og succeser er Peter Sagan en cykelrytter, som på mange måder stikker ud fra cykelfeltet.
Den slovakiske superekvilibrist, der søndag den 26. januar kan fejre sin 30-års fødselsdag, har allerede udødeliggjort sig i cykelhistorien med sit enorme sejrs-cv og sin tekniske kunnen.
Peter Sagan startede som cykelrytter i hjemlandet, Slovakiet, men allerede dengang som helt ung skilte han sig ud fra feltet.
Rygter siger, at han vandt sit første løb som juniorcykelrytter iklædt T-shirt og almindelige shorts cyklende på en supermarkedscykel, som han havde lånt af sin søster, Daniela.
Siden tog karrieren fart og tæller blandt andet sejre i ikoniske løb som Paris-Roubaix, Flandern Rundt og Gent-Wevelgem.
Skrev cykelhistorie
I 2017 sprintede han sig til sin tredje VM-titel i linjeløb på stribe og skrev sig derved ind i cykelhistorien.
Ligeledes har han – på historisk vis – vundet den grønne pointtrøje syv gange i Tour de France, hvor han ligeledes står noteret for 12 etapesejre.
Men trods de mange sejre i det professionelle cykelmiljø har intet ændret ved, at Sagan er helt sin egen.
Hans tekniske færdigheder på cyklen er i en liga for sig. Det kan blandt andet ses på utallige Youtube-videoer, hvor han kører på baghjul på en racercykel på Alpe d’Huez – uden hænder på styret.
Men han er også anderledes end andre ryttere, fordi han er en skæv person, som gerne stiller udklædt op og laver musikvideo som John Travolta i ”Grease”.
Alt sammen har det medvirket til, at Peter Sagans fanskare har bredt har bredt sig langt ud over Slovakiets grænser.