Fortsæt til indhold
Indland

Lovændring giver flere mænd mulighed for at donere blod

En lovændring gør det muligt for mænd, der har haft sex med mænd, at donere blod. Foreningen Bloddonorerne i Danmark er positiv, selv om den næppe forventer, at ændringen vil medføre flere donorer.

Fra marts i år vil mænd, der har haft sex med andre mænd, ikke længere være udelukket fra at donere blod resten af livet, som det er tilfældet i dag.

Det fremgår af et brev, som sundhedsminister Magnus Heunicke har sendt til flere af Folketingets udvalg.

Ifølge brevet har ministeren godkendt en ændring i bekendtgørelsen på området, som gør det muligt for mænd at donere blod, til trods for at de på et tidspunkt har haft sex med en af samme køn. Dog skal der gå fire måneder fra, at de har haft sex med en mand, til de må donere blod.

En beslutning, der vækker glæde hos foreningen Bloddonorerne i Danmark.

»Tiden er løbet fra en permanent udelukkelse. Karantænen gav god mening, da den blev indført i 1980’erne, men som situationen er i dag, er karantænen forældet. Det er blevet nemmere at teste for både hiv og hepatitis. Ligesom testene hele tiden bliver bedre. Derfor ser vi også en mulighed for, at de fire måneders karantæne på et tidspunkt bliver endnu mindre« siger Flemming Bøgh-Sørensen, generalsekretær i Bloddonorerne i Danmark.

Ifølge ham viser erfaringerne fra andre lande, der allerede har droppet den permanente udelukkelse, at ændringen i praksis ikke har den store indflydelse på antallet af bloddonorer.

»Man kan forestille sig, at de fire måneders karantæne fortsat udelukker aktive homoseksuelle mænd fra at donere blod. Der, hvor jeg ser forskellen i den nye lovændring, er i de tilfælde, hvor mænd har eksperimenteret med deres seksualitet og fundet ud af, at det ikke er noget, de vil fortsætte med. Hvor mange det er, har vi ingen anelse om, men min formodning er, at det ikke er noget, som vil vælte blodbankerne,« siger Flemming Bøgh-Sørensen.

Allerede i august 2018 meldte daværende sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) klart ud, at homo- og biseksuelle mænd skulle have mulighed for at donere blod, hvis de ønsker det.

En mulighed, de ikke har haft siden 1988, hvor aids-epidemien rasede i Danmark.

Den nye bekendtgørelse træder i kraft i januar, men får ifølge ministerens brev først virkning fra marts, da blodbankerne har brug for en to-måneders periode til at implementere ændringen.