Klage har sat reetablering af vandaliserede klitter i bero
Frederikshavn Kommune havde planer om allerede nu at igangsætte arbejdet med at genskabe de fredede klitter ved Skagen Sønderstrand efter hærværk. Sådan skulle det ikke gå.
Egentlig var det planen, at Frederikshavn Kommune allerede nu skulle være i gang med at genskabe de klitter ved Skagen Sønderstrand, som i efteråret blev vandaliseret af endnu ukendte gerningsmænd.
Men arbejdet, som Frederikshavn Kommune har fået tilladelse til at gennemføre af både Kystdirektoratet og Fredningsnævnet, står stille.
»Vi havde forventet at kunne påbegynde reetableringen af klitterne ved Vippefyret i Skagen nu. Men beslutningen fra Fredningsnævnet er blevet påklaget. Og sagen er overgivet til Politiet,« skriver Frederikshavn Kommune i en mail til Jyllands-Posten.
Kommunen kan ikke oplyse, hvem der har påklaget reetableringen og hvorfor.
Hærværket mod det berømte og fredede kystområde i Skagen blev begået natten til lørdag den 26. oktober, da toppen af klitterne på begge sider af indgangen til stranden med en gummiged blev skrabet af og skubbet ned på stranden.
Birgit S. Hansen (S), borgmester i Frederikshavn Kommune, rasede i Jyllands-Posten over ugerningen og lovede at genetablere området:
»Det er så flabet, men det er en stakket frist. Hvad pokker motivet end har været, uanset om det er hærværk eller nogen, som er gået efter bedre udsyn over vandet, bliver klitten genoprettet.«
Samtidig spredte spekulationerne sig om, hvem der kunne stå bag – om det var drengestreger eller jagten på mere havudsigt til de nærliggende millionejendomme, som lå bag.
Nordjyllands Politi forestod en storstilet efterforskning af sagen, hvor to personer i november blev anholdt og sigtet for groft hærværk og overtrædelse af naturbeskyttelsesloven.
Sagen ligger nu til vurdering hos anklagemyndigheden i Østjyllands Politi. Nordjyllands Politi overdrog sagen dertil, fordi den nordjyske politidirektør Anne Marie Roum Svendsens mand har forretningsmæssige forbindelser til en af de sigtede.