- Opdateret 12/01/2020 kl. 10:10
Sympatisører med dræbte i droneangreb i Irak og Rasmus Paludan har varslet demonstrationer søndag
Der er varslet mindehøjtidelighed søndag for blandt andre en iransk general. Forkasteligt, mener Naser Khader
På Facebook inviteres folk til en mindehøjtidelighed for blandt andre den iranske general Qassem Soleimani på Rådhuspladsen i København søndag klokken 18.00.
Københavns Politi bekræfter, at der er anmeldt en mindehøjtidelighed for ”dræbte i Irak” på samme sted og samme tidspunkt, men kan ikke bekræfte, om der er tale om samme arrangement.
Politiet noterer dog, at der er tale om samme arrangør.
Det er oplyst, at det ventes, at der samles mellem 10 og 100 personer. Ud over det har politiet ikke mange detaljer om arrangementet.
På Facebook fremgår det, at mindehøjtideligheden vil være til ære for Qassem Soleimani og de irakere, der døde i et amerikansk droneangreb i Bagdad 3. januar.
Drabet har siden medført en eskalering af konflikten mellem USA og Iran.
I beskrivelsen af begivenheden kaldes droneangrebet endvidere et ”terrorangreb”.
Det varslede arrangement har bragt sindene i kog hos en række politikere. En af dem er De Konservatives udenrigsordfører, Naser Khader.
Han mener, at det er ”dybt, dybt forkasteligt” at afholde en mindehøjtidelighed for blandt andre Qassem Soleimani.
- Jeg siger ikke, at det skal forbydes. Jeg er bare kritisk over for, at de gør det. Det svarer til at holde en mindehøjtidelighed for Osama bin Laden.
- Det er mangel på respekt over for de mange ofre, de her mænd har på samvittigheden, siger Naser Khader og henviser til Soleimani og flere af de andre, der blev dræbt i angrebet.
Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Pia Kjærsgaard, er på linje med Khader.
- Vi er efterhånden kommet langt ud. En flok galninge samles på Rådhuspladsen for at hylde terrorister. I VORES land. Føj for den! Det er mangel på respekt for de mange, der er ofret for deres modbydelige sag, skriver hun på Twitter.
I en e-mail til Ritzau skriver arrangørerne, som kalder sig ”en gruppe almene borgere”, der af hensyn til privatlivets fred ønsker at være anonyme, at de gerne vil forklare formålet med mindehøjtideligheden.
- Vi vil gerne udtrykke vores sorg over tabet af nogle af de, der gjorde mest for at bekæmpe Isis. Da den irakiske hær fejlede, og USA sad stille, var det blandt andre disse personer, der reddede verden - også Danmark - fra Isis, skriver arrangøren, som bruger en anden forkortelse for den militante gruppe Islamisk Stat (IS).
Det indvandrerkritiske parti Stram Kurs og dets leder, Rasmus Paludan, har varslet en moddemonstration til søndagens mindehøjtidelighed.
På Facebook skriver Stram Kurs, at man under demonstrationen, der ligeledes finder sted på Rådhuspladsen klokken 18.00, blandt andet vil brænde koranen og billeder af Qassem Soleimani af.
/ritzau/