Fortsæt til indhold
Indland

Fakta: Det officielle Danmark ønsker dronningen godt nytår

Nytår er lig med nytårskure for dronningen og hendes familie. Den første finder sted på årets første aften.

/ritzau/

På det nye års første aften afholder dronningen nytårskur og nytårstaffel på Amalienborg. Læs her mere om traditionen og om de kure, der følger de næste to dage.

  • 1. januar holder dronningen nytårskur og taffel (middag) i Christian VII’s Palæ på Amalienborg. Blandt de inviterede er regeringens medlemmer, Folketingets formand, repræsentanter for det officielle Danmark og ansatte i hoffet.
  • Under taflet serveres en menu med vine. Desuden får gæsterne et glas rosenborgvin, der indeholder rester fra en vin, der blev serveret første gang ved nytårstaflet i 1598. Vinen opbevares på flasker og i ståltanke. Det forventes, at vinen kan række til mindst 300 nytårstafler endnu.
  • Nytårstaflet er blandt de fornemste middage, dronningen afholder i årets løb.
  • Torsdag 2. januar afholdes nytårskur for højesteretsdommere, Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII’s Palæ på Amalienborg.
  • Senere samme dag afholdes der nytårskur for det diplomatiske korps på Christiansborg Slot.
  • Fredag 3. januar afholdes nytårskur På Christiansborg Slot for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen. Desuden er repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner indbudt.
  • I forbindelse med kuren 3. januar kører dronningen i guldkaret frem og tilbage mellem Amalienborg og Christiansborg Slot.

Kilder: Kongehuset