Fortsæt til indhold
Indland

Direktør i seruminstitut er fritaget og under mistanke

Direktøren for Statens Serum Institut, Mads Melbye, er blevet fritaget for tjeneste.

Administrerende direktør Mads Melbye er fritaget for tjeneste på Statens Serum Institut på grund af »mistanke om fejl og uregelmæssigheder«.

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Sundheds- og Ældreministeriet uddyber ikke, hvad fejlene helt konkret går ud på, men har på baggrund af mistanken bedt Kammeradvokaten iværksætte en undersøgelse af de to sagsområder hos SSI.

»Der skal være fuldkommen klarhed over, at alle regler overholdes og interne procedurer følges, når det drejer sig om offentlige myndigheder. Derfor har jeg taget dette nødvendige skridt, og jeg ser frem til resultatet af Kammeradvokatens arbejde,« siger sundhedsminister Magnus Heunicke.

Kammeradvokaten skal bl.a. undersøge, om administrationen af patentaftaler »herunder om Statens Serum Instituts praksis for indgåelse af aftaler om særlige godtgørelser er i overensstemmelse med lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner og Statens Serum Instituts interne vejledninger herom«, som det hedder i pressemeddelelsen.

Kammeradvokaten skal desuden undersøge, om håndteringen af personoplysninger til forskningsbrug er håndteret korrekt i forbindelse med »visse overførsler af en betydelig mængde følsomme personoplysninger hidrørende fra SSI til USA«.

Det er to konkrete sagsforløb, som har rejst spørgsmål om ledende medarbejderes sammenblanding af Statens Serum Instituts interesser og private økonomiske og forskningsmæssige interesser.

Vicedirektør Ole Jensen vil indtil videre fungere som øverste chef for Statens Serum Institut, oplyser ministeriet.