Vaskebjørnens fremtid ligger på ministerens bord
Hvis ikke der hurtigt sættes målrettet ind mod vaskebjørne, går det som med mårhunden, der invaderede Danmark og nu ikke kan stoppes, advarer en jæger. Miljøministeren skal afgøre, om jagten skal gives fri.
Der er brug for hurtig handling, hvis ikke vaskebjørne skal slå sig ned i Danmark, som det er sket med mårhunden. Det mener Jørn Bøgen, som er reguleringsjæger i Tønder Kommune og for nylig tog et billede af den frygtede, invasive bjørn på et vildkamera.
Billedet blev taget på landsiden af Rømødæmningen ved Vestkysten. Det er femte gang i de seneste to år, at Jørn Bøgen ser en af de vaskebjørne, hvis bestand i Tyskland er vokset eksplosivt. I dag skal jægere have dispensation for at måtte skyde vaskebjørne, når de om natten er ude for at mindske bestanden af mårhunde i Danmark.
Jeg frygter, at vi kommer håbløst bagefter med vaskebjørnen.Jørn Bøgen, som er reguleringsjæger i Tønder Kommune
En ny forvaltningsplan, som var i høring i efteråret, forventes at give jagten på vaskebjørnen helt fri.
»Jeg frygter, at vi kommer håbløst bagefter med vaskebjørnen, som man gjorde med mårhunden. Den har etableret sig så godt, at vi ikke kan stoppe den. Jeg frygter, at den bliver en større trussel end mårhunden,« siger han og konstaterer, at jagten på vaskebjørnen vil kræve beføjelser, planlægning og penge.
»Vi skal have styr på, i hvilke områder vi kan fange vaskebjørne, og hvordan vi fanger dem. Og vi skal have de midler, der skal til, når vi skal påtage os de her opgaver. En fælde og et kamera koster måske 5.000 kr. pr. plads. Men hvor mange pladser skal vi lave? 100? 200? 500? Jeg ved det ikke, jeg ved bare, at vi skal i gang nu.«
I Miljøstyrelsen forventer specialkonsulent Mariann Chriél, at jagten på vaskebjørne, der bl.a. kan bære på rabies og spoleorm, som kan være farlige for mennesker, kan intensiveres inden længe:
»Vi forventer at ajourføre reglerne, så man ikke skal have en tilladelse. Forvaltningsplanen er på tegnebrættet og træder forhåbentlig i kraft den 1. januar.«
I sidste ende er det op til miljøminister Lea Wermelin. I en mail til Jyllands-Posten skriver Miljøministeriet, at den nye forvaltningsplan »forelægges ministeren, som træffer beslutning herom, herunder om hvorvidt reguleringsmulighederne for vaskebjørn skal udvides«. Den beslutning er endnu ikke truffet. Lea Wermelin har tidligere sagt, at hun ser »med stor alvor« på vaskebjørne i Danmark.