Fortsæt til indhold
Indland

Minister forsvarer nyt tilskud, selvom tusindvis af børn forbigås

Regeringen får kritik for at forbigå 5.200 børnefamilier med nyt tilskud. Ifølge beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen kan forældrene arbejde sig til en bedre økonomi, men han erkender, at det argument kan de enkelte børn »ikke bruge det til særligt meget«.

Statsminister Mette Frederiksen lovede før valget, at hun ville gøre noget ved »børnefattigdom« i Danmark, og her var et børnetilskud til familier på integrationsydelse og familier ramt af kontanthjælpsloftet et første skridt.

Men som Jyllands-Posten har beskrevet det, er 2.800 kontanthjælpsfamilier med 5.200 børn ikke omfattet, og det møder kritik fra en stribe børneorganisationer.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen, som står bag aftalen om tilskuddet, erkender, at tilskuddet ikke hjælper »alle« økonomisk trængte familier i Danmark, men han forsvarer alligevel aftalen.

»Jeg synes ikke, at vi har forbigået den gruppe,« siger Peter Hummelgaard Thomsen og fortsætter:

»Vi har forholdt os til det med fuldstændig åbne øjne. Det var det, vi blev enige om dels i forståelsespapiret (ved regeringsdannelsen i juni, red.) og efterfølgende også i forhandlingerne. Og der er ingen tvivl om, at flere familier, end dem vi hjælper med midlertidige børnetilskud, er pressede økonomisk og står i en svær situation. Jeg tror også, at der vil være familier, der er lavtlønnede, men som har høje huslejeudgifter eller høj gæld, som kan føle sig pressede. Det er også derfor, at vores børnetilskud er en midlertidig løsning, indtil en kommission har fremlagt sit bud på et ydelsessystem i bedre balance.«

De nævnte 2.800 kontanthjælpsfamilier er alle ramt af 225 timers-reglen, som betyder, at de bliver trukket i ydelse eller helt mister den, hvis de arbejder mindre end 225 timer om året. Ifølge Red Barnet oplever gruppen samme økonomiske problemer som de familier, regeringen og dens støttepartier vil hjælpe med det nye tilskud.

Hummelgaard fremhæver, at familier ramt af 225 timers-reglen kan arbejde 5 timer om ugen og dermed undgå at få reduceret deres kontanthjælp.

Vi kan med de her 300 mio. kr., som er midlertidige, ikke løse alle problemer.
Peter Hummelgaard Thomsen, beskæftigelsesminister

»Vores forslag går på, at vi vil hjælpe de børnefamilier, der er ramt af kontanthjælpsloftet eller integrationsydelsen. Det er ydelsesreduktioner, som er indført af den tidligere regering, og som den enkelte familie ikke kan undgå. Og der forholder det sig lidt anderledes med 225 timers-reglen, hvor kommunen har vurderet, at den enkelte godt kan arbejde, og at man har 12 måneder til at leve op til rådighedskravet.«

Familier berørt af 225 timers-reglen har økonomiske kår, der er sammenlignelige med de familier, som I hjælper med det nye børnetilskud. Hvorfor skal de ikke have hjælp?

»Det er en afvejning. Vi siger ikke, at der er familier her, som ikke har brug for hjælp. Men det er ud fra en vurdering af, at de her familier er vurderet til at kunne arbejde 225 timer om året. Gør de det, så slipper de for at få reduceret deres ydelse.«

»Havde vi sagt, at de skulle omfattes, så ville det også være blevet en meget mere administrativ svær og tung løsning, der ville betyde, at alle familier havde fået beløbet endnu senere, end de gør nu (1. januar, red), og det er i forvejen fire måneder efter, at aftalen blev indgået.«

Du siger, at forældrene kan tage et arbejde på 225 timer om året. Hvad kan de 5.200 børn bruge det svar til?

»Det, de kan bruge det til, er at deres forældres situation er vurderet, og mange af de forældre har en bedre mulighed for at komme i beskæftigelse allerede i morgen. Det vil der være en hel del aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, der for eksempel ikke har. Men de enkelte børn kan selvfølgelig ikke bruge det til særligt meget. Men et eller andet sted skal man i politik lægge et snit, og snittet er lagt her.«

Da regeringen, SF, De Radikale og Enhedslisten aftalte børnetilskuddet fremhævede Peter Hummelgaard Thomsen, at de familier, man hjælper, har haft »svært ved at finde penge til f.eks. at holde børnefødselsdag eller gå til fritidsaktiviteter« og fortsatte:

»Det er ikke et velfærdssamfund værdigt.«

Er det et velfærdssamfund værdigt, at den her gruppe på 5.200 børn– hvis forældre også er på kontanthjælp – ikke får hjælp?

»Det vil være et velfærdssamfund værdigt, at vi får skabt et ydelsessystem med nogle bedre balancer, hvor vi i højere grad tager højde for børnefamiliernes situation. Men hvor det også er muligt at komme ud af den ydelse, man er i, og det gør sig gældende for 225 timers-gruppen. De er vurderet til at kunne arbejde 225 timer om året, og de har 12 måneder til at leve op til det krav. Vores velfærdssamfund er også baseret på rettigheder og pligter, og de her familier er vurderet til at kunne arbejde 225 timer om året.«

Men der er vel også borgere, der er ramt af kontanthjælpsloftet eller er på integrationsydelse, som er i stand til at hjælpe sig selv ved at tage et job?

»Det er jo ikke alle – langt fra alle – der er det. Og du vil også finde familier, der er mindrebemidlede, tyngede af høje huslejer og høj gæld, hvor forældrene er i arbejde, men stadig lider afsavn. Vi kan med de her 300 mio. kr., som er midlertidige, ikke løse alle problemer, og det har vi heller aldrig bildt os selv ind. Som altid skal man lægge snittet et sted, og vi lagde et snit med dem, som var omfattet af 225 timers-reglen. Dertil er der en del af dem under 225 timers-reglen, som er omfattet af kontanthjælpsloftet, og derfor får hjælp«:

»Det var der, vi lagde snittet, og det gjorde vi med åbne øjne.«