Politiet kontrollerer igen i hele landet: »Der er fortsat nogle trafikanter, der ikke har forstået budskabet«
Torsdag begynder politiets årlige spirituskontroller. Målet er at fange påvirkede bilister, før de skader sig selv eller andre, lyder budskabet.
Igen i år vil politiet over hele landet have ekstra fokus på, om bilister sætter sig påvirkede bag rattet.
De landsdækkende kontroller begynder torsdag og fortsætter frem til 2. juledag. Det er især i de store julefrokostdage i weekenderne, at trafikanterne vil blive stoppet, lyder det fra Rigspolitiet.
»Spirituskørsel er uacceptabelt, og noget som et markant flertal af danskerne tager afstand fra. Men trods det er der fortsat nogle trafikanter, der ikke har forstået budskabet. Målet med vores kontroller er at få dem stoppet, før de skader sig selv eller andre,« siger Christian Berthelsen, der er politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
Ved kontrollerne i 2018 blev i alt 360 bilister sigtet for spirituskørsel og 397 for at være påvirket af narkotika eller medicin under kørslen.
Derudover blev der registreret 78 trafikulykker, hvor spiritus kan have været en medvirkende årsag til ulykken samt 23 ulykker, hvor føreren blev mistænkt for kørsel i narko- eller medicinpåvirket tilstand, oplyser Rigspolitiet.
Sidste år blev 32 personer dræbt i trafikulykker, der havde alkohol involveret. 183 personer kom alvorligt til skade.
Rådet for Sikker Trafik anbefaler, at danskerne hjælper hinanden med at undgå spirituskørsel ved at være opmærksom på, om én i selskabet sætter sig bag rattet efter at have drukket.
Det kan man f.eks. gøre ved at tale med personen, tage bilnøglerne, tilbyde at låne personen penge til en taxa eller tilbyde overnatningsmulighed, lyder rådene.
Promillegrænsen for spirituskørsel er 0,5. Det svarer for de fleste mennesker til én genstand. På Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside har man opstillet nogle scenarier, som skal hjælpe med at beregne, hvornår man kan køre bil efter at have drukket alkohol.