Nye studieboliger kan flyttes efter behov
Haderslev Kommune har netop givet grønt lys for flytbare studieboliger i byen. Ifølge en forsker skal man være påpasselig med, at de ikke ender som »billig opmagasinering«.
24 flytbare studieboliger er inden længe klar til indflytning i den sønderjyske by Haderslev.
Her har det lokale firma Innocon fundet en løsning, som gør det muligt at flytte de omkring 40 kvadratmeter store boliger efter behov. Det er muligt, fordi boligerne samles på virksomhedens hovedsæde i Vojens og herefter kan opstilles i flytbare moduler, hvor der er brug for det.
Flytbare boliger giver muligheder for at etablere boliger på steder, hvor der traditionelt ikke har været mulighed for det.Mette Mechlenborg, boligforsker, Aalborg Universitet
»Vi mener, at vi kan løse problematikken med boligmangel hos bl.a. studerende, udsatte borgere og den ældre generation. Ligesom kommunerne kan have aktuelle eller midlertidige problemer med boligmangel, som ikke nødvendigvis er de samme om 10 år. Derfor giver det god mening at kunne flytte boligerne efter behov, siger direktør i Innocon, Danny Hansen.
Han fik ideen til de mobile boliger i forbindelse med den nye planlov, der trådte i kraft forrige år. Den gør det muligt at dispensere fra lokalplaners principper til midlertidige aktiviteter i tre år og til studieboliger i op til 10 år.
Ideen er dog ikke ny ifølge boligforsker Mette Mechlenborg, Aalborg Universitet. F.eks. findes der lignende tiltag for studerende på Refshaleøen i København. Hun ser de flytbare boliger som et godt alternativ til det permanente boligmarked, men opfordrer til, at placeringerne nøje overvejes:
»Flytbare boliger giver muligheder for at etablere boliger på steder, hvor der traditionelt ikke har været mulighed for det. Men vi risikerer også at skabe områder, hvor udsatte kan bo billigt og skabe containerbyer, som vi eksempelvis ser flere steder i udlandet. Derfor skal vi være meget påpasselig med, at boligerne ikke ender som billig opmagasinering for udsatte borgere,« siger hun.
Danny Hansen ser dog et stort potentielle for de mobile boliger, som han mener at kunne sprede på landsplan.
»Hvis det her kan fungere i en by som Haderslev, kan det fungere i alle kommuner,« siger han og fortæller, at virksomheden i øjeblikket har kapacitet til at producere 150-200 boliger om året.
Prisen for en flytbar bolig lyder på en halv million kr., hvorefter investorer kan få pengene forrentet via udlejning.