Landets største akutvogn erstatter skadestue under ombygning
Akutmodtagelsen på Nordsjællands Hospital i Hillerød er midlertidigt erstattet af Danmarks største mobile behandlingsplads.
En mobil behandlingsplads på 30 tons og knap 17 meter vækker i øjeblikket opsigt foran Nordsjællands Hospital i Hillerød, hvor den står solidt placeret og lyser op i det grå efterårsvejr.
Den opsigtsvækkende gule lastbil, som er en del af Region Hovedstadens Akutberedskab, assisterer i øjeblikket hospitalets akutmodtagelse, mens en mindre intern opbygning er i gang bag hospitalets mure.
Vi har stort behov for flere medicinske sengepladser. I den ombygning har vi midlertidigt brug for et sted at genhuse patienter fra skadestuen.Jonas Egebart, vicedirektør på Nordsjællands Hospital
»Vi har stort behov for flere medicinske sengepladser i vores akutområde. I den ombygning har vi midlertidigt brug for et sted at genhuse patienter fra skadestuen. Derfor er regionens akutvogn, som vi har fået lov at låne, en god løsning, fordi vi kan rykke rundt internt uden at skulle bygge for meget om,« siger Jonas Egebart, vicedirektør på Nordsjællands Hospital.
Den gule akutvogn er en af de i alt to flytbare behandlingspladser, som Region Hovedstaden indkøbte i 2017 for 6,5 mio. kr. De to behandlingsvogne blev indkøbt som en del af regionens terroberedskab og kan rykke ud ved større ulykker samtidig med, at de supplerer det almindelige beredskab ved større arrangementer som eksempelvis den københavnske gadefestival Distortion eller Copenhagen Marathon.
Fordi vognen er en del af regionens terrorberedskab ligger der ifølge Jonas Egebart også en aftale mellem regionen og Nordsjællands Hospital om, at den udlånte akutvogn hurtigt kan rømmes, hvis det bliver nødvendigt.
»Vi tilbyder samme behandling i akutvognen, som vi ville have gjort i vores akutmodtagelse. Men det er selvfølgelig en anden oplevelse for patienterne at være i vognen. Samtidig er det en fin måde at teste regionens akutudstyr på,« siger vicedirektøren, der ikke på nuværende tidspunkt ønsker at sætte en dato på, hvor længe akutvognen skal arrangere akutmodtagelse.
Formentlig vil der være tale om et par måneder, vurderer han.
Når ombygningen er færdig vil patienterne ifølge Jonas Egebart kunne se frem til en mere sammenhængende akutmodtagelse, der har et bedre samarbejde med hospitalets øvrige afdelinger.
Det er primært patienter med skader på den øvre del af kroppen som eksempelvis brækkede arme eller flænger i ansigtet, der bliver behandlet i den mobile akutvogn, mens den assisterer Nordsjællands Hospital.