Særlig støtte til udenlandske hjemløse er sparet væk
Københavns Kommune har valgt at fjerne støtte til udenlandske hjemløse fra årsskiftet. Andre tiltag blev prioriteret først, forklarer socialborgmesteren.
Aftalepartierne bag det kommende års budgetaftale i Københavns Kommune har valgt ikke at videreføre det transitprogram, som siden 2015 har hjulpet udenlandske hjemløse i hovedstaden tilbage til deres hjemland. Derfor ophører den hidtidige hjælp ved årsskiftet.
Vi forudser et stigende antal hjemløse i de københavnske gader fremadrettet.Bo Heide-Jochimsen, daglig leder af Projekt Udenfor
Det sker til stor skuffelse for bl.a. Bo Heide-Jochimsen, daglig leder af Projekt Udenfor, der sammen med seks andre frivillige organisationer har været en del af programmet, der de seneste fire år er blevet tilført 2,7 mio. kr. årligt.
»Det får stor betydning for den enkelte hjemløse, at kommunen har valgt at stoppe tiltaget. De udenlandske hjemløse er kun velkomne meget få steder i hovedstaden. Derfor forudser vi også et stigende antal hjemløse i de københavnske gader,« siger han.
Han vurderer, at omkring 150-200 udenlandske hjemløse fremadrettet ikke vil være i stand til at vende retur til hjemlandet og derfor vil opholde sig i parker, på gaden og andre steder, hvilket kan gøre det endnu sværere at være hjemløs i hovedstaden.
Socialborgmester Mia Nyegaard (R) havde også gerne set programmet fortsætte, men skriver i et svar til Jyllands-Posten, at det ikke var muligt at skaffe de fornødne penge:
»Jeg har forsøgt at skaffe så mange penge til socialområdet som muligt. Området har været underfinansieret i mange, mange år. Vi fik slet ikke nok, og af dem, vi fik, har vi prioriteret udsatte børn og penge til forebyggelse først.«
Transitprogrammet har hjulpet udenlandske hjemløse med alt fra anskaffelse af pas og lægehjælp til at etablere en ny hverdag i hjemlandet, hvor størstedelen af dem ikke har været i mange år.
At det nu er væk, vil ifølge Bo Heide-Jochimsen gøre udenlandske hjemløse tydeligere i gadebilledet.
»Det kan føre til øget hetz mod dem, som vi har set for år tilbage. Derfor er jeg også uforstående overfor, hvorfor kommunen har valgt ikke at videreføre programmet, som vi har haft stor succes med,« siger han.
Ifølge nye tal fra VIVE lever 6.431 personer i Danmark som hjemløse i 2019. Heraf har omkring en tredjedel af de hjemløse i København udenlandsk nationalitet.